Derfor kan man ikke bygge et træfsikkert missilforsvar

Det er ikke en overdrivelse, hvis man siger, at Boeings missilforsvarssystem GMD ikke har haft ret mange successer at fejre i dets 10 år lange levetid. Faktisk har forsvaret kun formået at ramme det simulerede fjendtlige missil i tre ud af otte forsvarstests.

En af gangene var 22. juni, hvor GMD under en test ramte et simuleret fjendtligt missil over Stillehavet. Det er første gang siden 2008, at det er lykkedes.

Men ifølge Søren Christiansen, bestyrelsesmedlem i IDA Militærteknik og tidligere salgschef for missilforsvarssystemer hos Terma, er det ikke så problematisk. Efter mange års arbejde med missilforsvar, har han svært ved at forestille sig, at træfsikkerheden nogensinde bliver perfekt.

»Træfsikkerhed er lidt utopisk. Jeg tror ikke, det vil kunne lade sig gøre at udvikle et enkelt system, der vil ramme 10 ud af 10 gange. Hvert angreb har så mange forskellige variationer og faktorer,« konstaterer han.

Naturkræfterne udfordrer teknologien

Ifølge Søren Christiansen er det ualmindeligt komplekst at bygge et system, der kan forudsige missilangrebet og destruere missilet i tide.

»Det kræver, at mange systemer skal virke sammen, mens missilerne udsættes for fysiske belastninger fra omgivelserne. Selvom vi kender til tyngdekraften, så vil naturkræfterne påvirke et ballistisk missil meget forskelligt,« konstaterer han.

Et ballistisk missil er drevet af to-tre-trins raketmotorer, der brænder ud i løbet af tre til fem minutter og så kastes bort. Så er det kun spidsen af missilet, der fortsætter i sin ballistiske bane uden for atmosfæren. Spidsen, der indeholder sprænghovedet, er beskyttet af metal og vejer op til 1.000 kg, er 5-6 meter lang med en diameter på 1-2 meter og strømlinet. Spidsen bevæger sig med op til 8 km i sekundet, så snart raketmotorerne er brændt væk, og så er det tyngdekraften, der driver missilet tilbage mod Jorden.

Forsvarsmissilet skal helst skyde det ballistiske system ned, mens det fortsat er ude i atmosfæren, da sprænghovedet typisk ikke er ét våben, men flere, der bliver sluppet løs i processen. Et missil kan indeholde ti individuelle våben, som f.eks. kunne være atomvåben.

»Det er ikke nødvendigvis alle sprænghoveder, der er ‘skarpladte’ og missilforsvaret skal derfor kunne identificere de sprængfarlige frem for fuserne. Det kræver, at it-systemerne og sensorerne arbejder ekstremt hurtigt sammen,« konstaterer Søren Christiansen.

Knappenålsspidser der skal ramme hinanden

Det fjendtlige missil identificeres via infrarøde sensorer, der eksempelvis er placeret på satellitter i rummet. Satellitten sender signal via et missilforsvars-net med information om missilets retning, hastighed, acceleration og energiudladning.

Informationerne deles mellem alle missilforsvarssystemerne samt andre uafhængige radarstationer og sensorer på Jorden, der også kan være med til at verificere informationerne. Hvis informationerne bliver verificeret af et tilstrækkeligt antal uafhængige radarer og sensorer, skydes et forsvarsmissil afsted, når den ansvarlige enhed godkender det. Denne proces er nødt til at være ekstremt hurtig og effektiv, da det fjendtlige missil rammer fra få til højst 30 minutter efter affyringen.

Forsvarsmissilet er også forsynet med raketmotorer. Forskellen mellem dette missil og det ballistiske er, at sprænghovedet ikke er udstyret med angrebsvåben, men med et forsvarsvåben, der i et vist omfang kan styre sig selv efter raketmotorerne er brændt ud. Forsvarsmissilet har dermed sine egne sensorer og kan korrigere retning undervejs.

»Så længe forsvarsmissilet er på vej op, kan man sende data til det om, hvor det fjendtlige missil er, og så kan man håbe, at missilets bane er så god, opdateret og tæt på det fjendtlige missil, at dets egne sensorer til sidst kan styre det i mål og direkte ramme det fjendtlige missil,« siger Søren Christiansen.

Med andre ord, er det langt fra sikkert, at forsvarsmissilet kan ramme i hvert forsøg. Forsvarsmissilet kan kun navigere en smule støttet af dets egne sensorer, når de primære motorer er væk. Når det ikke rammer, kan det være fordi banen ikke er præcis nok.

»Det kan handle om at være 1 sekund for sent – og så kan man være op til 8 km fra målet. De to missiler er jo typisk ikke mere end 5-6 meter lange og 1-2 meter i diameter og de bevæger sig mod hinanden i enorm hastighed. Som hvis man forsøger at få spidserne på to knappenålshoveder til at ramme hinanden, skal der ikke meget til, før de misser,« konstaterer Søren Christiansen.

Andre missilsystemer er mere succesfulde

Det er derfor ikke overraskende, at Boeing ser det som en succes, når deres missilsystem, Ground-based Midcourse Defense (GMD), har et hit under en test. Heller ikke selvom systemet har misset fem tidligere forsøg.

Ifølge Søren Christiansen er GMD også særligt kendetegnet ved at være landbaseret, da missilerne dermed ikke kan flyttes efter det fjendtlige missils retning. Systemet er derudover, som navnet fortæller, bygget til at ramme det fjendtlige missil ‘Midcourse’, hvilket betyder at det skydes ned omtrent halvvejs på dets rute, mens det er uden for atmosfæren. Forsvarsmissilerne står i dag i jordbaserede stationer på USA’s vestkyst og er bygget primært som et forsvar mod angreb fra Asien.

»Andre missilforsvarssystemer har været mere succesfulde. Lockheed Martin har udviklet et søbaseret system, Aegis, der bruges på skibe. Det har den fordel, at man kan sejle rundt med det og placere det forskellige steder. Det system har ikke haft så mange missere, måske fordi der er indbygget tættere integration mellem forsvarssystemet og it- og sensorsystemerne, der findes på samme skib. Typisk har USA derfor også et par af disse systemer liggende i Stillehavet,« forklarer Søren Christiansen.

Boeings GMD-system er anderledes, da missiler og sensorer ikke står på samme lokalitet og ikke er så tæt integreret. Det kan ifølge Søren Christiansen være én af grundende til, at GMD ikke har ikke været så heldige og har haft brug for flere tests.

Der findes også systemer, der er mobile på landjorden. Her fragtes forsvarsmissilerne rundt på store køretøjer og derved minder systemerne lidt om Aegis-systemet i deres mobilitet.

Samarbejde kan sikre træfsikkerhed

Når præsident Obama investerer i missilforsvar, er der derfor tale om mange systemer fra forskellige producenter, der overordnet kontrolleres af det amerikanske Missile Defense Agency (MDA). Missilforsvarssystemer bliver også udviklet og anvendt i resten af verden, men USA er teknologiførende.

Ifølge Søren Christiansen vil det derfor være mærkeligt, hvis man ikke vil kunne anvende flere systemer samtidig i tilfælde af et reelt missilangreb. Men det er ikke til at sige med sikkerhed, da systemerne typisk ikke testes samtidigt den dag i dag.

»Det er så enormt dyrt at teste bare ét system. Hver gang du tester, så smadrer du jo to missiler. Men man ville med al sandsynlighed optimere træfsikkerheden til nær 100 procent, hvis systemerne blev testet sammen. Og skal man nogensinde forsvare sig mod missiler, vil man jo ikke kun være afhængig af ét system,« konstaterer han.

Boeings egen video af hit-succesen 22. juni: