Skibe fra lande som Kina, Japan, USA, New Zealand, Malaysia og Sydkorea sejler i øjeblikket rundt i Det Indiske Ocean 1.800 kilometer vest for den australske by Perth, og besætningerne om bord bliver stadig mere frustrerede over at hive affald op på dækket.
På den fjerde uge af efterforskningen efter det forsvundne Boeing 777 fra Malaysian Airlines er det blevet tydeligt, at de omkring 500 mulige vragdele, der er spottet i eftersøgningsområderne af satellitter, ikke stammer fra flyet. Der er derimod tale om alt træpaller til plasticstykker og fiskenet. De seneste mest lovende objekter i efterforskningen blev spottet af det australske Orion-fly i søndags. Objekterne var fire orange genstande, men i dag, mandag, viste de sig at være fiskebøjer med tilhørende net.
For den danske miljøbiolog Henrik Pedersen er de mange stykker affald i et af verdens mest isolerede områder ingen overraskelse. Han forbereder en ekspedition, der netop skal se nærmere på affaldsforekomsterne i flere af klodens største havområder.
»Det er under ulykkelige omstændigheder, vi bliver gjort opmærksom på problemerne med affald i havet. Det Indiske Ocean er kendt for at have områder, hvor havstrømme og vind roterer på en måde, der pakker affaldet sammen,« siger Henrik Pedersen.
De sammenpakkede områder af affald bliver ofte omtalt som gyre, eller affaldsøer. Forskere har identificeret fem af slagsen: En i det nordlige Stillehav, en i det sydlige Stillehav, en i det nordlige Atlanterhav, en i det sydlige Atlanterhav, og en i det sydlige Indiske Ocean.
Affaldsøerne flytter sig med vejret, men befinder sig typisk i stille områder. Den amerikanske forsker og langturssejler Charles Moore var en af de første til at beskrive affaldsøen i det nordlige Stillehav, da han krydsede havet i 1997. Dengang kunne han berette om spredte øer af affald, så langt øjet rakte, og det tog ham flere uger at sejle gennem affaldet, før han fandt et rent hav.
Efterfølgende undersøgelser viste, at der i gennemsnit var seks gange mere plastic end plankton i det nordlige Stillehavs plasticsuppe.
I Det Indiske Ocean har flere satellitbilleder spottet store vragstumper på både 15 og 24 meter, men ifølge flere forskere kan det sagtens være plastic.
»Vi bruger store plasticstykker til en meget bred vifte af formål i dagligdagen fra afdækning af landbrugsmarker til stilladser. Hele tiden sker der en transport af plastic fra land via floderne eller via luften til havet. Naturkatastrofer som tsunamien øger yderligere hastigheden af den transport,« siger Henrik Pedersen.
Følg mysteriet om MH370 – abonnér på Ingeniørens nyhedsbrev
Tsunamien i 2011 skyllede omkring fem millioner ton materiale i havet, lyder estimatet fra den japanske regering ifølge New York Times. Selvom 70 procent sank på kort tid, blev en stor del spredt over det nordlige Stilehav, og store genstande som kajanlæg på over 20 meter samt både og containere flød helt frem til den amerikanske vestkyst.
Undersøgelser af affaldsøer i Stillehavet har også vist, at satellitbilleder kun viser under halvdelen af de reelle plasticmængder, der ofte flyder lige under overfladen.
Plasticflasker bliver i havet i 450 år
Ifølge den danske miljøbiolog Henrik Pedersen ender alene 90.000 plasticflasker i naturen hvert minut, og en stor del finder vej til ‘den blå hylde’, hvor de først bliver nedbrudt til mikroplastic efter 450 år.
Se Ingeniørens fokus om Malaysian Airlines MH370
De små stykker plastic ender så i maven på havskildpadder, der forveksler dem med gopler, eller på albatrosser, som ikke når at blive kønsmodne, før de dør. Netop det problem vil Henrik Pedersen undersøge på Midway-øerne i Hawaii-øgruppen. Planen er også at undersøge bestemte fisk, når de vandrer op og ned i vandsøjlen med døgnets rytme i et forsøg på at følge deres løbende optag af plastic.
Leave a Reply