»Man er da ikke venner med sin chef«

»Det er min tur til at hente børn, så jeg går kl. 15 i dag.« Bemærkningen falder upåagtet ved frokostbordet. Chefen sender et hurtigt nik og taler videre om den middagsaftale, han har med flere af medarbejderne i weekenden.

Et sandsynligt scenarie på en dansk arbejdsplads? Ja. Mange af os er vant til flekstid, frihed under ansvar og venskabelige forhold til vores chefer. Men i en kinesisk ingeniørs ører klinger det af ren galimatias.

Med et cv på Jobfinder bliver du synlig for potentielle arbejdsgivere.

Det er underligt, at I stoler sådan på hinanden. Gælder det også for os udlændinge?
Spørger en af af de udenlandske ingeniører, der deltager i workshoppen.

Som på den workshop for udenlandske ingeniører og forskere i Danmark, som Ingeniøren deltager i bag de polerede glasfacader på Industriens Hus på Rådhuspladsen. Dansk Industri og IDA står bag invitationen af deltagere fra nær og fjern: Indien, England, Brasilien og Kina.

En kinesisk forsker er den første til at bemærke det aparte danske forhold chefer og ansatte imellem:

»Man er da ikke venner med sin chef.«

Alene tanken ser ud til at forvirre hende. Og det på trods af, at hun har været ansat ved Carlsberg i snart et halvt år og efter eget udsagn har set beviser på det mærkværdige forhold mellem chefer og ansatte flere gange.

De andre deltagere er enige: En chef er en chef – ikke andet. Ellers mister han sin autoritet, og medarbejderne har ikke respekt for ham.

Det handler om tillid

Generelt har workshoppens deltagere svært ved at forstå den frihed, der hersker på danske arbejdspladser. De fleste kommer fra kulturer, hvor privatlivet tilpasses arbejdet og ikke omvendt. Man går altså ikke klokken 15, bare fordi man skal hente børn.

»Men det handler om tillid,« siger Lotte Ellegaard, chef for IDAs Global Team og den ene af aftenens to oplægsholdere:

»Jeg er ligeglad med, at mine medarbejdere går på Facebook i arbejdstiden eller bestiller en flybillet. Jeg forventer bare, at de gør deres arbejde på et andet tidspunkt.«

Deltagerne ryster på hovedet, som var det den mest tåbelige bemærkning, de nogensinde har hørt.

»Det er underligt, at I stoler sådan på hinanden. Gælder det også for os udlændinge?« lyder det fra en herre ved hjørnebordet.

Både Lotte Ellegaard og supplerende oplægsholder fra Dansk Industri Lise Thomsen kæmper med at finde en passende grimasse.

»Danmark er et lille land, hvor vi opfatter os selv som homogene. Derfor er vi lidt bange for nye kulturer. Det kan vi lige så godt indrømme,« lyder det fra Lise Thomsen.

Stræben efter enighed

En del af danskernes nervøsitet for fremmede kulturer hænger sammen med vores evige stræben efter enighed, bliver deltagere og oplægsholdere enige om.

»Jeres kultur fungerer sådan her: ‘Hvad end du gør, så bevar den gode stemning. Du må aldrig få en konflikt til at eskalere’. Har jeg ret?« spørger en deltager.

»Ja, vi danskere kan ikke lide konflikter, og vi tror, der er en løsning på alt. Vi fortæller os selv, at vi altid vil det bedste for hinanden,« siger Lotte Ellegaard.

Derfor kan Lise Thomsen også stolt berette om den stræben efter enighed på det danske arbejdsmarked, som har eksisteret siden før Titanics forlis og indførelsen af stemmeret for kvinder: Den danske model.

I 1899 blev arbejdsgiverforeninger og fagforeninger enige om spille­reglerne på det danske arbejdsmarked, og siden har det kørt uden de store ændringer. Denne aften er arbejdsmarkedets parter repræsenteret ved IDA og Dansk Industri, og de to kvinder forsøger ihærdigt at forklare deltagerne, hvorfor det er vigtigt, at de arbejder sammen.

»Hvem kan egentlig huske en konflikt før lockouten i 2013?« spørger Lotte Ellegaard, inden hun selv giver svaret:

»Ja, det er svært. Vi skal nemlig helt tilbage til gærstrejken i 1998, hvor overenskomstforhandlingerne brød sammen.«

Den danske model fungerer altså. Eller hvad? En lettisk kvinde kigger hovedrystende op fra sine noter.

»Det virker omstændeligt og dumt,« siger hun: »Jeg forstår det ikke. Jeg forstår det virkelig ikke.«