»Det gjaldt bare om at få noget at lave«

Da Lene Westh blev færdig som diplomingeniør i architectural engineering (bygningsdesign) i 2008, ramte krisen jobmarkedet med et knytnæveslag. Efter et halvt års jobsøgning lykkedes det hende at få et halvt års projektansættelse i Rambølls byggedivision, hvor hun havde været praktikant under sit studium.

Afdelingschefen kunne desværre ikke love et fast job, men foreslog hende at søge hos virksomhedens banedivision, hvor de manglede folk.

Tjek de seneste stillingsopslag på Jobfinder.

Så længe hverdagen er sjov at stå op til, er det for mig ligegyldigt, hvilken branche jeg er i.
Lene Westh, diplomingeniør i sporafdelingen, Rambølls banedivision

Selv om det umiddelbart kan virke langt væk fra et ingeniørstudium, der læner sig op ad arkitektfaget, var Lene Westh ikke sen til at sende en ansøgning:

»For det første gjaldt det bare om at få noget at lave, for det er ikke sjovt at gå derhjemme. For det andet var arbejdet ikke helt fremmed for mig, fordi vi på studiet har arbejdet meget med geometri og former, som jeg kan bruge i forbindelse med projektering af banens linjeføring,« forklarer hun.

Ansøgningen gav bonus i form af et job i sporafdelingen, og her åbnede en ny verden sig for hende.

Rent arbejdsmæssigt gælder der – i bogstavelig forstand – andre normer i banebranchen. Der er helt klare regler for, hvilke komponenter man skal bruge, og de er på forhånd godkendt af Banedanmark og Trafikstyrelsen:

»Af den grund regner vi ikke på komponenterne i samme omfang som i byggebranchen,« forklarer den 29-årige diplomingeniør.

Sammenlignet med byggebranchen er det også langt sværere at komme igennem med nye løsninger, fordi der er mange sikkerhedskrav:

»Når man nu en gang imellem selv synes, at man får en klog idé – og Banedanmark måske synes det samme – er det da lidt ærgerligt, at den må droppes på grund af tid, fordi godkendelsen af sikkerheds- og vedligeholdelsesprocedurer tager lang tid. På den anden side er det jo fornuftigt nok, at vi ikke løber nogen sikkerhedsrisiko,« erkender hun.

Også forholdet til kunderne er anderledes. Mens kunden kommer og går fra projekt til projekt i byggebranchen, er den primære kunde altid Banedanmark, når man arbejder i jernbanebranchen. Det skaber et mere kollegialt forhold til kunderne, fortæller hun:

»Du har et helt anderledes samarbejde, fordi du bare ringer til folk, hvis du skal have noget uddybet eller forklaret. Det gør man slet ikke på samme niveau i byggeriet,« fortæller hun.

Fra dag ét i sporafdelingen blev Lene Westh sat sammen med en garvet kollega og kom på en måde i mesterlære som baneingeniør:

»Jeg havde det rigtig fint med at sidde lige ved siden af en erfaren kollega, så jeg nemt kunne spørge hen over bordet. Det er jo for det fælles bedste, at jeg lærte det rigtige, så holdningen var, at jeg hellere måtte spørge én gang for meget end en gang for lidt,« fortæller hun.

Lene Wesths uddannelse som ingeniør i bygningsdesign lægger op til et eksperimenterende og innovativt arbejde, der nærmer sig arkitektfaget. Det kan synes milevidt fra banebranchen, og selv om hun ikke vil udelukke at søge væk på et tidspunkt, bliver hun her, så længe det er sjovt:

»Der mangler selvfølgelig kreativitet i forhold til det, jeg troede, jeg skulle ud i. Omvendt bliver man ekstra glad og tilfreds, når man får et kreativt forslag igennem, fordi det føles som en større sejr. Så længe hverdagen er sjov at stå op til, er det for mig ligegyldigt, hvilken branche jeg er i,« siger hun.