Ny kortlægning: 70 procent af danskerne kan få internet med 100 megabit/s

Der er store problemer med kortlægningen, og vi ved reelt ikke, om den er ganske misvisende.

Man bruger en metodik, hvor det er de dækkede, der opgøres. Herefter sammenregnes forskellige teknologiers dækning. Det vil under alle forhold give stor usikkerhed på det samlede resultat, hvis man ikke har klippefaste tal og metoder til rådighed.

Man har i år ændret metoden, så det alene er de to mest udbredte teknologier i hvert område under 30 Mbit/s, der sammenlægges på ovennævnte måde. Men hvem siger, at det er netop disse, der supplerer hinanden bedst? Det er uden teoretisk grundlag og stadig misvisende – især for de laveste hastigheder. Og så tager man lige mobil med for 2 Mbit/s og 10 Mbit/s. Med forudsætningen om uafhængighed spiller det ikke nogen rolle, at man kun har de 3 mest udbredte teknologier med. Det ses da også af resultatet.

Eksempel: Dækninger på 95,50,90 giver 99,75 samlet med metoden. 95,50,90,40 giver 99,85.

Og så rundede man tidligere optimistiske resultater ned til 99,9. Dermed bliver resultatet for 2 Mbit/s stort set uændret.

Så man siger stadig, at mindre end 10.000 ikke kan få 2 Mbit/s. Det er åbenlyst forkert. Og så svarer det ikke til 0,1 %, men næsten 0,4 %.

Måske synes nogen, at der ikke er større forskel på 99,6 og 96 % kan få 2 Mbit/s. Herregud. Det er jo alligevel langt de fleste.

Men det er samtidig en forskel på ca. 10.000 eller ca. 100.000 udækkede uden mulighed for 2 Mbit/s.

Så med for stor usikkerhed bliver resultatet stokastisk og valget at det resulterende resultat reelt et politisk valg af embedsværket i ”tågen”.
For heldigvis kan ingen umiddelbart kontrollere det.

Der er to kilder til usikkerheden.

Indrapporterede tal
Teleselskaberne indrapporterer pr. postnummer ud fra foreliggende oplysninger. Men de har ikke selv en klar oversigt, da dækning i praksis kun kan afgøres ved en direkte kundehenvendelse.
Målte liniedæmpninger på de enkelte trådpar siger ikke noget præcist om mulighederne for XDSL. De siger ikke hvordan det vil virke med det elektriske miljø, der er i kablet, når der også er andre brugere. De siger ikke, hvordan hastighederne vil ændre sig, når miljøet ændrer sig med flere kunder og nye teknologier.

For kabel-tv siger hastighederne ikke, at de også i praksis er opnåelige. Hvis 200 kunder deler 200Mbit/s fra en ø i DOCSIS er det nonsens at sige, at alle kan få 100 Mbit/s. Det kan de måske få med yderligere investeringer. Men det er jo ikke klar.

Fiber inden for 100 meter eller så er ingen garanti. For er det nu også fibre, der kan bruges til kunder på alle de passerede ejendomme ? Eller er det primært backboneegnede fibre, der stryger forbi som en motorvej uden afkørselsmulighed til alle passerede.

Teleselskaberne indrapporterer efter ret firkantede præmisser, og de tager deres forbehold i ledsagende tekst.

Det er jo umuligt at arbejde med.

Telebranchen burde tage et større ansvar for, at deres indrapporteringer er reelt retvisende, så alt ansvar ikke kastes over på styrelsen.

Sjovt nok glemmer de alle forbeholdene, når de senere henviser til styrelsens statistik.

Sammenlægning af teknologier

Styrelsen har siden 2009 brugt en metode, hvor man antog, at dækningen med forskellige teknologier er indbyrdes uafhængige.

Det betyder, at den samlede dækning automatisk stiger, når der i et postnummer er flere teknologier i brug.

Det er jo åbenlyst forkert.

Mange steder er det med stor sandsynlighed kunder, der i forvejen kan få XDSL, som også kan få kabel-tv og/eller fiber.

For den urbane faktor er afgørende for alle teknologier. Også mobil.

Det giver en systematisk undervurdering af restgruppen, der hverken har det ene eller det andet.

Det indså styrelsen endelig i sidste års kortlægning, og de varslede pilotprojekter i 2013, som skulle give et fingerpeg om størrelsen af dobbeltdækningsproblemet, og dermed en revision af restgruppens størrelse.
Men selv om problemet er åbenlyst og erkendt, er man ikke kommet en opklaring et skridt nærmere.

Det er sørgeligt.

Hvis man ikke kan finde det endelige svar på grund af datamangel, må man da kunne finde et tilnærmet svar. Et fingerpeg i det mindste.

Men nej. Man kører bare videre som hidtil – stort set.

Det er mildt sagt uvidenskabeligt og i strid med helt grundlæggende kvaliteter, der bør præge embedsværket.

Og hvad burde man så gøre i stedet

Desværre tror jeg ikke, at det kan rettes op. Når først det ærligt søgende er forladt, kan man ikke ændre det.

Så glem alt om mere retvisende resultater de næste mange år.

I stedet bør kommunerne af egen interesse danne sig et reelt overblik i tillæg til resultaterne af den landsdækkende dataindsamling. Med deres detajlkendskab og dialog med borgere og virksomheder, vil de langt nemmere finde de ømme punkter end en skrivebordskarrusel i København.

Og hvorfor skal det også være staten, der afgør, om der er god infrastruktur på drosselvej i en bestemt kommune.

For alle andre infrastrukturer henhører sådanne specifikke spørgsmål under kommunerne.

Til udvikling af metoder og redskaber kan kommunerne skabe et fælles ”laboratorium”, som man vist gør på andre områder.

Den statslige kortlægning kommer aldrig længere end ekspertisen i at modtage regneark og bearbejde dem til nye regneark uden den kontakt med den virkelige verden, som uundgåeligt vil være kommunernes primære grundlag.