Blog: Outsourcing til Bangladesh?

Forleden dag dumpede der et brev ind til min virksomhed.

Et rigtigt brev. Med rudekuvert, porto betalt og hele molevitten. Dem få vi ikke mange af nu om stunder.

De fleste af de “snail mails” vi trods alt modtager er ren reklame. Som oftest ryger de direkte og uåbnede i papirkurven.

Men dette brev var fra selveste Håndværksrådet.

Vi har netop haft et utæt vandrør i privaten, og i den forbindelse har vi haft en sand invasion af blikkenslagere, tømrere og malere. Flinke og kompetente folk alle sammen. Mon det skulle være kommet Håndværksrådet for øre? Er det et “takkebrev,” fordi vi støttede det danske håndværk?

Jeg åbner brevet (2 A4 sider i en A4 kuvert) og bliver noget forbavset over budskabet:

Førende bengalske IT-virksomheder gæster København

Brevet er en reklame for og en invitation til et gratis matchmaking-arrrangement med “software engineering” virksomheder fra Bangladesh!
(Jeg har en dyb skepsis overfor alt, der er gratis. Ting er kun gratis, fordi andre betaler omkostningerne. Hvad er deres motiv til bruge penge på at tilbyde mig noget gratis?)

Brevet er allerede på vej ned i papirkurven, da en tanke rammer mig.

Hvorfor?

Hvorfor inviterer Håndværksrådet os til et gratis matchmaking-arrrangement om outsourcing til software engineering virksomheder i Bangladesh?

Vi er management konsulenter. Vi har aldrig udviklet en eneste linje kode, og vi kommer heller ikke til det.
I CVR registeret er vi opført med branchekode 702200 “Virksomhedsrådgivning og anden rådgivning om driftsledelse.”
Vel næppe lige i målgruppen for outsourcing af softwareudvikling til et land 5 tidszoner væk.
(Jeg skulle i 1980, som et led i min uddannelse, skrive et program i assembler og et program i Cobol. Det burde jeg have outsourced. Ingen af programmerne kom til at virke. Sammen med min daværende chef blev vi enige om, at jeg nok skulle slå mig på salg i stedet for. Programmering lå ikke lige til mig.)

Jeg læser de to sider, men finder ingen forklaring på, hvorfor Det Danske Håndværksråd er blevet salgsorganisation for bengalske IT-virksomheder. Måske er der blot tale om almindelig “brancheglidning.” Hvem ved?

På side 2 falder jeg over en overraskende påstand – jeg citerer:

Sammenlignet med andre offshore outsourcing alternativer har Bangladesh en række komparative fordele:

• Velkvalificeret arbejdskraft
• Gode engelskkundskaber
• Høj produktivitet
• Et lavere lønnivau

En gylden regel i markedsføring er at teste sine påstande med en negation. Hvis negationen ikke giver mening, er påstanden – med mindre den kan dokumenteres – blot en floskel.

Hvis man vil fremføre den slags påstande, må man kunne henvise til kilder, der underbygger påstanden. Det gør Håndværksrådet ikke. Dårlig stil.

Ifølge World Economic Forum’s index over konkurrence-dygtighed ligger Bangladesh på en 110. plads blandt de 148 nationer, der er målinger på. Godt nok op fra en 118. plads ået før, men under Estland (32), Indonesien (38), Indien (60), Vietnam (70) og Ukraine (84). Det eneste software engineering land, jeg lige kan få øje på, der er mindre produktivt er Pakistan på plads 133.

Hvem markedsfører sig med følgende påstande?

• Ukvalificeret arbejdskraft
• Dårlige engelskkundskaber
• Lav produktivitet
• Et højere lønnivau

Nej vel?

Softwareudvikling er meget mere end programmering

Vi modtager dagligt henvendelser fra software engineering virksomheder verden over, der enten vil sælge os programmørydelser eller vil have os til at sælge deres programmørydelser til vores klienter (der alle er softwarevirksomheder). Deres “value proposition” er altid den samme: En liste med de programmeringssprog eller udvikingsplatforme, de kan tilbyde kompetencer indenfor, samt et løfte om en lav pris.

Denne stadige (og tiltagende) strøm af enslydende salgs-emails fik mig til at skrive følgede post på vores egen blog: “The Indian Software Engineering Dilemma“

Hvis man ikke beskæftiger sig med softwareudvikling, kan man let forfalde til at tro at softwareudvikling = programmering. Man kan let forfalde til at tro, at processen ser således ud: specifikation -> programmering -> program.
Det gør den ikke. Den ser mere således ud: kommunikation -> teknik -> kommunikation -> teknik -> kommunikation -> teknik -> kommunikation -> teknik -> osv.

Listen over de 12 Bangladesh virksomheder, man kan møde, samt teksten i brevet fra Håndværksrådet vidner ikke om den store indsigt i udfordringerne ved udvikling af softwarebaserede systemer. Begreber som kommunikation og kultur får ikke et eneste ord med på vejen. Til gengæld er der godt med “name dropping.” Microsoft, Cisco, Oracle, Sun (Oracle købte Sun for år tilbage), IBM og Nortel. Hvis noget skulle gå galt, kan man så altid henvise til, at alle de store (amerikanske) virksomheder også gør det. Hvorfor nævner man ikke nogle af de danske virksomheder, der angiveligt allerede har taget “en bid af kagen,” som det udtrykkes i brevet? Hvem i Danmark mener, at de ligner IBM, Microsoft og Oracle? Bare nævn en tre-fire stykker.

Hvorfor?

Jeg har intet imod software engineering virksomheder fra Bangladesh, og jeg er stor tilhænger at den globale arbejdsdeling. Alle virksomheder skal være hjertelig velkomne til at drive forretning i Danmark.

Men hvorfor er Håndværksrådet salgsafdeling for Bangladesh?
Hvis de endelig skal påtage sig denne opgave, kunne de så ikke gøre det lidt mere lødigt?

Brevet fra Håndværksrådet kan hentes >>her

Nedenstående figur viser The Hofstede Centre‘s vurdering af dansk kultur sammenlignet med Bangladesh.