Svovlfyldte slagger fra produktion af stenuld spredes for alle vinde i genvindings- og stålindustrien. Dermed bliver svovlholdigt affald håndteret forkert ved afbrænding i stålværker i Tyskland, ligesom ætsende svovl bliver udledt fra omsmeltning under mere eller mindre ukontrollerede forhold i Tyrkiet, Indien og Pakistan. Det giver syreregn og en række andre skadelige miljøpåvirkninger i omgivelserne.
Produktion af stenuld er en global forretning. Der produceres dagligt flere tusind ton stenuld og dermed slagger fra produktionsovnene. Det betyder, at der alene i Danmark håndteres et sted mellem 8.000 og 12.000 ton slagger årligt. Internationalt drejer det sig om mere end 100.000 ton årligt. Den præcise mængde er dog svær at opgøre, fordi producenterne ikke redegør for hverken slaggernes omfang eller svovlindhold.
Svovlen kommer ind i processen med råvarerne; den svovl- og jernholdige stenart basalt og aluminiumsmalmen bauxit. De to råvarer smeltes sammen med en række rest- og affaldsprodukter samt ler, kalk og cement og spindes til stenuld. Slaggen fra ovnenes produktion indeholder jern i store mængder – og svovl.
Jernindholdet betyder, at restproduktet bliver solgt til produkthandlere, som opmagasinerer slaggerne i store haller. Herfra går det ad mange veje ud i verden. Indledningsvis bliver det solgt til danske og udenlandske genvindingsvirksomheder, som ikke ved, at materialet indeholder stærkt svovlholdige slagger. Det er nemlig praktisk talt umuligt at se, fordi slaggerne er blandet med andet jernskrot.
I løbet af mine år i branchen og som del af ledelsen i store genvindingsvirksomheder har jeg gentagne gange oplevet, hvordan de problematiske slagger rutinemæssigt sælges uden oplysninger om svovlindholdet til genvindingsvirksomhederne og videre til stålværkerne. Svovlindholdet kan nemlig først opdages ved kontrol af smelteprøver på f.eks. stålværkerne. Hos produkthandlerne er slaggen til gengæld populær, fordi slaggen er tung uden at fylde særlig meget og dermed giver en god merpris.
Genvindingsvirksomhederne bruger jernskrottet som såkaldt shredder-materiale. Det vil sige, at det bliver hakket i småstykker og blandet sammen med andet shreddet jernskrot, f.eks. biler eller genbrugsjern fra kommunale indsamlingsordninger. Derefter bliver shredder-skrottet sorteret i flere fraktioner. Den svovlholdige jernslagge ender i den magnetiske fraktion, som oftest sælges til tyske eller tyrkiske stålværker, eller lastes i søcontainere til Indien og Pakistan.
Når jernskrottet omsmeltes på stålværkerne, bliver svovlen til svovloxid, som havner i den fri natur, medmindre der er effektiv røggasrensning. Miljøreguleringen i Tyskland sikrer til dels en effektiv røggasrensning, hvilket dog ikke ophæver det faktum, at det er en forkert håndtering af svovlholdigt affald at brænde det af i stålværker. Miljøreguleringen i andre store aftagerlande som Tyrkiet, Pakistan og Indien har kun sjældent en gennemgribende rensning af røgen. Svovloxiden giver derfor forsuring, syreregn og andre uønskede miljøpåvirkninger mange steder i verden.
En del af svovlen bindes til stålslaggen, som alt efter landets miljøregulering ender rundt omkring på mere eller mindre kontrollerede lokale deponier. Endelig bindes en del af svovlen til selve færdigstålet, hvilket forringer stålets egenskaber. Altså stålkvaliteten. Det er med andre ord meget uheldigt i alle sammenhænge, at de svovlholdige slagger ender i stålproduktionen.
De svovlholdige slagger er ganske enkelt uegnede som input til stålproduktion på alle planer, hvilket diskvalificerer slaggen som handelsvare i genvindingsindustrien. Det er ærgerligt, fordi slaggen indeholder op mod 92 procent jern. Hvis svovlen blev fjernet fra jernslaggerne, ville de altså være et værdifuldt materiale, som stenuldsproducenterne med god samvittighed kunne afsætte på markedet. I dag afsættes det på markedet – men ikke ansvarligt.
Slaggens nuværende svovlindhold betyder, at det egentlig skal håndteres som affald til deponi. Men det er ikke særlig indbydende for stenuldsproducenterne. Så skal der nemlig betales afgifter og bortskaffelse, og det kan nemt løbe op i mange hundrede kroner pr. ton. Når slaggen derimod sælges som skrot til de aktuelle råvarepriser, indbringer det mellem 1.000 og 1.500 kroner pr. ton til slaggeejeren. Gevinsten er til at få øje på.
Samtidig kan stenuldproducentens miljøredegørelse slutte den cirkelrunde fremstilling af et forløb, hvor rester fra produktionen af stenuld bliver genbrugt. I Rockwools seneste miljøredegørelse er processen fra smeltningen af sten og malm til færdigt og genbrugt produkt f.eks. fremstillet som et stort set lukket kredsløb, der tilmed genbruger restprodukter fra andre industrier.
Slaggen fra ovnene indgår i genbrugsprofilen som ressource til genvinding – ikke affald. Svovlindhold og slagger omtales ikke i miljøredegørelsen. Slaggen sælges til produkthandlere som en fumlevare. Producenten slipper dermed af med slagger, svovl og ansvar for det videre forløb, når restproduktet forlader matriklen.
Det endda i så stor udstrækning, at lande som f.eks. Indien har indført et importforbud mod materialet. De mest professionelle stålværker skriver ind i deres kontrakter (negativlisten), at slaggerne – ligesom stålsand, radioaktive materialer og lignende – ikke må være i fraktionen.
Nogle partier bliver solgt direkte til stålværker i Indien. Hvis de svovlholdige slagger bliver identificeret, bliver skrottet kasseret eller afsat til landområdernes små (virkelige små) familievirk-somheder, som forsøger at omsmelte affaldet til dårlig kvalitetsstål. Omsmeltningen foregår uden røggasrensning eller ordentlige deponier.
Ansvarlig slaggehåndtering ville gavne alle. Derfor undrer det mig, at en så innovativ og ansvarsbevidst virksomhed som Rockwool ikke arbejder stålsat på at fjerne svovlen fra jernslaggerne. I sin Mandatory Report for CSR, 2012, skriver Rockwool blandt mange andre lignende politikker, at ‘virksomheden skal tage initiativer til at fremme større miljøansvar’, og at virksomheden skal opfattes som ‘ansvarlig og pålidelig’ og endelig, at virksomheden skal ’enten overholde eller overgå alle relevante nationale og internationale miljøstandarder og miljøregulering’.
For at leve op til det ansvar må Rockwool og alle andre stenuldsproducenter, der afsætte svovlholdige jernslagger til genvinding, begynde at tage ansvar for deres produkt og produktion i alle faser, bl.a. ved at redegøre eksplicit for omfanget af slaggerne og svovlindholdet og den ansvarlige håndtering af svovlen. Først da vil snyderiet af genvindingsindustri og stålværker kunne undgås, og miljøet i både Danmark og andre lande slippe for svovl under ukontrollerede forhold.
Hvis Rockwool havde samme ambition for slaggehåndtering i egen produktion som for råvarer, andre industriers restaffald og slutproduktets klimaeffekt, ville virksomheden kunne udvikle den teknologi og proces, der skal til for at fjerne svovlen. Den rene teknologi vil i sidste ende være en bedre forretning end den dårlige samvittighed.
Leave a Reply