Lidegaard: »Hvad kan vi gøre mere, Grønland?«

»Hvad kan vi gøre mere i form af nye samarbejder, der sikrer, at de mange ressourcer, som Grønland råder over, også bliver udnyttet,« spurgte han selvstyret i sin første tale som udenrigsminister, som han holdt ved konferencen ‘Til gavn for Grønland’ i en fyldt festsal på Københavns Universitet.

Imens lå Grønlands råstofminister og en god del af selvstyret ikke på den lade side, men besøgte en australsk uranmine for at lade sig inspirere til sin fremtid som mineindustrielt samfund.

Og hvis Udenrigsministeriet havde bævet for, hvad den nyslåede minister kunne komme til at sige om det område, som åbenlyst ligger hans hjerte nær, kunne de ånde lettet op på Asiatisk Plads, for der faldt ingen forpligtende løfter, men en udtalt velvilje for at hjælpe Grønland i den krævende omlægning af samfundet for at kunne udnytte ressourcerne i undergrunden.

»To ting danner rammen om det arbejde: 1) Vi har en selvstyreaftale og 2) I en verden, hvor det ikke er ualmindeligt, at man sender flådefartøjer og driller hinanden, er vores samarbejde unikt, for vi er både indstillet på at samarbejde og på, at Grønland vil være selvstændigt,« sagde Martin Lidegaard.

Ud over at pointere tilfredsheden med den arktiske strategi, der skal følges frem til 2020, oplyste udenrigsministeren, at der fra dansk side er taget initiativer til øge private investeringer, fordi der er ikke penge til offentlige investeringer.

»Lav en fornuftig handel«

I stedet for at underbygge de grønlandske ønsker om hurtig selvstændighed og økonomisk uafhængighed af Danmark, var det lige præcis dér og i den danske åbenhed, geologiprofessor Minik Rosing tog fat. Han er formand for et 13 mands ekspertudvalg, som gennem knap et år har undersøgt, hvordan man kan sikre en samfundsgavnlig udvinding af de Grønlands råstoffer.

I forlængelse af undersøgelsens konklusion om, at det er helt usandsynligt, at de hårde mineraler vil kunne understøtte en selvbærende grønlandsk økonomi med samfundets nuværende offentlige serviceniveau og kompensere for bloktilskuddet, sagde han:

»Styrk rigsfællesskabet og lav en fornuftig handel i stedet for at betragte de 3,5 milliarder som et bloktilskud. Der er geologi at komme efter, men det er ikke gratis, og det vil indebære en radikal ændring af samfundet,« sagde han og henviste bl.a. til de meget store investeringer i infrastruktur for at muliggøre minedrift.

»Selv medregnet det nuværende niveau for bloktilskud opererer Grønland de næste 25 år med et gennemsnitligt årligt hul i statskassen på 800 millioner kroner,« påpegede han og tilføjede, at et stort land som Grønland med en lille befolkning er en så dyr butik at drive, og at det nærmest ville kræve, at grønlænderne var dobbelt så produktive som tyskerne.

Besøger landet med fire uranminer

Imens er Grønlands råstofminister, Jens-Erik Kirkegaard sammen med sin miljøkollega Kim Kielsen og råstofudvalget draget på uranstudietur i Australien, hvor de allerede har besøgt kobber-uranminen Olympic Dam og har fået præsenteret uranudvindingsprocessen og minens sikkerheds- og miljøhåndteringssystemer.

»Med 33 procent af verdens uranressourcer og fire igangværende uranminer er Australien et naturligt sted at se nærmere på både udvinding, sikkerhed, miljøbeskyttelse og eksportkontrol. Her kan vi trække på en årelang erfaring og drage nytte af også australiernes overvejelser om at udnytte uranressourcer,« siger Jens-Erik Kirkegaard.

Ligesom Grønland fokuserer Australien på at inddrage lokalbefolkningen. Og delegationen besøgte byen Roxy Downs, der blev etableret samtidig med minen og har 4.500 indbyggere. I 2012 producerede Olympic Dam 3.885 ton uranoxid.