G. Allan-Jensen skriver: Når det sner en helt stille dag, bliver man lidt forvirret over sneens måde at falde på. Forventeligt skulle snefnuggene vel falde helt lodret; men det gør de ikke. De falder nærmest ‘hulter til bulter’. Umiddelbart er der ikke særligt meget system i snevejret – eller er der?
Kim Sarup, meteorolog på DMI, svarer:
Det er helt korrekt: I laboratoriet falder alle legemer lodret ned. Det påviste Galileo Galilei som den første ved at droppe bolde med forskellig vægt fra Det Skæve Tårn i Pisa. Og fjerner vi luftmodstanden og lader legemerne falde i vakuum, så falder de endda lige hurtigt uanset størrelse, form og vægt.
Vi kan dog ikke se bort fra luftmodstanden i atmosfæren, som jo er ren (indimellem kun i én forstand) luft. Som tommelfingerregel gælder det, at jo større et objekts overfladeareal er i forhold til objektets masse, jo større effekt har luftmodstanden. For snefnug betyder det, at de er ekstremt påvirkelige. Deres komplekse, sekstakkede krystalstruktur gør dem uhyre følsomme over for selv de allersvageste luftbevægelser. Og det er netop pointen.
Der er nemlig masser af uro i den jordnære atmosfære, selv på dage vi oplever som vindstille. Der er termiske hvirvler omkring objekter, hvis temperatur afviger blot en smule fra luftens, der er turbulens bag forhindringer og forstyrrelser skabt af objekter i bevægelse. Vi kan sjældent mærke uroen, men vi kan se effekterne af den – f.eks. i snefnuggenes kaotiske dans.
Snefnuggene er derimod for store til at være påvirket af de såkaldte brownske bevægelser, som skabes af kollisioner fra enkelt atomer og molekyler med relativt høj hastighed. Deres bevægelser minder meget om brownske bevægelser, men har altså en anden årsag.
Leave a Reply