Blog: Udsmidningsreformen

Torben Mogensen skrev i sin artikel Pølsefabrik? om “Hurtigere Ud”-reformen. Den korte version: Politikerne straffer universiteter økonomisk hvis studerende er lang tid om deres uddannelse. Idéen er at jo hurtigere vi bliver færdige med uddannelse, jo mere kapital skaber vi.

Det er underordnet om den faktiske udgift ved et forlænget studium er den samme, men strukket over længere tid, da man som studerende er personligt skyld i samfundets tabte arbejdsfortjeneste ved ikke at blive “færdig” hurtigt nok.

Her er et billede fra vores protest-banko mod reformen! Reglerne var simple: Vandt man ikke første række eller hele pladen, skulle man søge dispensation om fortsat at få lov til at være med. Behandlingstiden var dog meget lang. Tabte mand, skulle man studere over normeret, hvilket medførte flere og flere spilleplader så man til sidst tabte overblikket.

Foto: Ann Steendahl

Man kan læse hvad det vil medføre for studerende, men her er min version:

• Hvis man dumper et kursus, skal man læse over normeret. Desværre er det sådan at de fleste som dumper kurser har svært nok ved det almindelige tempo. At skulle læse over normeret vil uden tvivl medføre en sneboldseffekt.

• Man kan ikke tage kandidatfag på tilvalg. Hvis man gør det, tæller de til ens kandidat når den engang begynder. Alle kandidatfag man tager tidligt skal derfor følges over normeret.

• Hvis man tilmelder sig et valgfag, så skal det gennemføres, hvis man ikke vil smides ud. Sagt med andre ord, så straffes nysgerrighed. For eksempel tog jeg Algebra 1 på mit andet år, men indså at jeg ikke havde forudsætningerne for at følge kurset. Jeg tog kurset senere og fik en flot karakter. Havde jeg været tvunget til at følge kurset da jeg ikke var parat, var jeg blevet smidt ud.

• Når man vælger et teoretisk studie, vil man ofte selv være ansvarlig for at finde koblingen mellem det som undervises og hvordan det egentlig anvendes. Det er der ofte ikke lagt tid til i skemaet. Med reformen kan man ikke længere sætte tid af til at lære at bruge sine færdigheder undervejs.

• Hvis man som it-studerende ikke tilhører de 25% som allerede på første år har indgående praktisk erfaring med computere, skal man passe på med at få et studiejob. Selvom et studiejob medfører uvurderlig personlig erfaring, og selvom PROSA’s lønstatistik siger at års erhvervserfaring tæller lige så godt som år under uddannelse, er bare 2-3 timer for meget om ugen en god måde at lade snebolden rulle.

• Hvis man som it-studerende gerne vil være hjælpelærer, skal man være lige så skeptisk: Arbejdsbyrden for et instruktorat er på DIKU normeret til 16 timer om ugen. Læg 40-50 timers studie oven i det. De enkelte institutter skal gentænke hvordan de ønsker at bruge instruktorer i klassebaseret undervisning, for der vil både være ressourcemangel i form af færre timer og færre ansøgere.

Listen af absurde, uønskede konsekvenser udfolder sig, og man fristes til at tro at det eneste grundlag man har haft for denne lovgivning (som forresten er vedtaget!) er økonomisk. Vi burde nok hellere kalde den Dispensationsansøgningsreformen, for den er ikke baseret på nogen realistisk praksis.

Og ja, så skal det jo nævnes at vores forskningsminister, Morten Østergaard, var 9 år om sin polit-uddannelse. Jeg er sikker på at han brugte de overskydende 4 år til meget konstruktive ting, fx studiejobs, faglig fordybelse eller politisk arbejde.

Som Camilla Gregersen sagde til vores demonstration den 27. november, så går det jo den store mængde af ministre, som har været årevis om deres uddannelser meget godt, så mon ikke det samme vil gælde for den kommende generation?

Havde du et studiejob mens du var under uddannelse? Eller fik du noget fagligt ud af at være hjælpelærer på dit studie?