Artiklen stammer fra Danske Maskiningeniørers jubilæumsmagasin
Historien om mekanikuddannelsen er historien om tiden fra maskinhallens buldrende larm til 3D-printerens summen, fra brugen af regnestokmetoder til CAD-værktøjer, men det er også historien om en uddannelse, der alle dage har været splittet mellem teori og praksis. Skrivebordsberegning kontra håndens erfaring. Eller som professor og erhvervshistoriker Per Boje fra Syddansk Universitet udtrykker det:
»Kampen mellem teoretisk undervisning kontra værkstedsuddannelse har været central fra begyndelsen.«
Allerede da faget maskinlære for første gang blev introduceret på mekanikretningen i de første af Den Polytekniske Læreanstalts historie, skabte diskussionen furore. Alle forudsætninger var ellers på plads for en flyvende start for den nye uddannelsesretning: Ophavsmanden bag det nye fag var den højt estimerede professor i matematik Georg Frederik Ursin, og de studerende på mekaniklinjen blev mødt af datidens bedst kvalificerede undervisere. Alligevel gik det galt, fortæller Laila Zwisler, som er teknologihistoriker på DTU:
»Fem ud af seks studerende dumpede, da de gik op til de første eksaminer i 1832. Censoren var alt andet end imponeret over de studerendes færdigheder. De studerende dukkede tilsyneladende sjældent op til tegne- og værkstedsundervisning – måske fordi læreanstalten primært rekrutterede blandt borgerskabets børn, der ikke havde meget tilovers for håndens arbejde. Ursin blev afskediget, og den nye læreanstalt var rystet.«
Datidens polyteknikere følte sig ofte for fine til industrien, og uddannelsen var ikke rettet mod virksomhederne.
Per Boje, Syddansk Universitet
I det historiske værk ‘Naturens tankelæser’ får den slagne professor dog trøstende ord med på vejen. Forfatter og historiker Dan Christensen skriver om faget maskinlære: ‘Det var et nyt fag i Danmark. Der var ingen lærebøger, der var ingen teori, der var ikke engang en sammenhængende beskrivelse af fagets indhold. Ursin var derfor anbragt på en uriaspost’.
Polyteknikere for fine til industrien
Den eneste studerende, der bestod første eksamen, var en udlært kunstdrejer, der havde erfaring med metalarbejde. Navnet var Julius Wilkens. Og måske var det netop hans håndværksmæssige baggrund, der var årsag til hans succes.
Svaret er uvist, men skandalen tydeliggjorde den intense diskussion om teori kontra praksis, der eksisterede. Få år senere betød de studerendes manglende lyst til at bevæge sig ned i værkstederne, at bestyrelsen helt sløjfede værkstedsundervisningen på mekanikuddannelsen.
Ikke desto mindre steg efterspørgslen på maskiningeniører med praktisk erfaring i 1880’erne, hvor kedlerne begyndte at arbejde på højtryk blandt andet i den hastigt voksende jern- og metalindustri. Hidtil var polyteknikere primært blevet ansat i offentlige embeder, men nu begyndte de også at mangle i maskinhallerne. Det fik Ingeniørforeningen til at plædere for mere laboratorie- og værkstedsarbejde inden for den polytekniske uddannelse.
Kritikken vandt kun delvis genklang på Den Polytekniske Læreanstalt, der dog forsøgte at komme industrien i møde ved at indføre elektroteknik på bl.a. maskinretningen, fortæller Per Boje, hovedforfatter på værket ‘Industriens Pioneer, Teknikumingeniørernes uddannelseskamp og betydning’.
»Datidens polyteknikere følte sig ofte for fine til industrien, og uddannelsen var ikke rettet mod virksomhederne. Mange tog derfor til Tyskland for at uddanne sig til fabriksingeniører, hvilket ikke var særligt tilfredsstillende for et land som Danmark, der få år forinden havde lidt et smerteligt nederlag til Tyskland,« forklarer Per Boye.
Industrikonger jublede
Med tiden stod det klart, at der var behov for en alternativ ingeniøruddannelse. Et sted, der lå mellem Den Polytekniske Læreanstalt og de tekniske skoler, hvor de unge godt nok blev undervist i maskinlære, tegning og konstruktion, men manglede en bredere videnskabelig ballast. Det blev startskuddet til Danmarks første teknikum, der blev indviet den 1. november 1905: Odense Tekniske Skole kunne byde velkommen til et nyt maskinbygningsteknikum.
‘På det treårige maskinteknikum skulle de studerende tilegne sig færdigheder til det overordnede arbejde på fabrikkerne, og der blev fra starten lagt vægt på en sammensmeltning af teori og praksis’, skriver Per Boje i sit værk om teknikumingeniørerne.
Adgangskravet var en håndværkeruddannelse eller flere års praktisk erfaring, og uddannelsen blev modtaget med åbne arme af flere af tidens industrikonger. En af disse var den driftige fabrikant Thomas B. Thrige, hvis fabrikker i begyndelsen af 1900-tallet hørte til blandt landets største arbejdspladser for ingeniører. Han blev en af skolens faste støtter og bidrog til de studerendes praktiske færdigheder ved at byde dem indenfor på virksomheds- og fabriksbesøg.
Med passer, lineal og vinkelmåler byggede de nye teknikumingeniører bro mellem bøgernes verden og maskinhallerne. Uddannelseslaboratorierne voksede og indeholdt både dieselmotorer, dampmaskiner og andet teknisk isenkram. De studerende kom ofte fra landet, deriblandt den legendariske Mads Clausen, senere grundlægger af Danfoss, der blev optaget på Odense maskinbygningsteknikum i 1924.
»En af de største aftagere af maskiningeniører i efterkrigstiden var netop Danfoss, der i høj grad rekrutterede fra Sønderborg Teknikum,« fortæller Per Boje.
Uddannelsen knopskød
I takt med, at der kom gang i de økonomiske hjul op gennem 1950’erne og 1960’erne, steg efterspørgslen på maskiningeniører. Skulle Danmark have del i den globale vækst, måtte der uddannes flere med kendskab til produktionsoptimering.
Den erkendelse lå til grund for, at man i 1959 nedsatte teknikerkommisionen, der blandt andet resulterede i, at Danmarks Tekniske Højskole i 1972 definitivt flyttede fra København til større bygninger i Lundtofte med plads til langt flere studerende.
Mange fag oplevede en forskydning fra det drifts- og værkstedsorienterede til det mere teoretiske, og i samme ombæring ændredes studiestrukturen, så de studerende i langt højere grad end tidligere fik mulighed for at sammensætte deres egen uddannelse.
»Arbejdsmarkedet var blevet så komplekst, at det var nødvendigt at lade de studerende specialisere sig tidligere end førhen,« forklarer Per Boje.
En maskiningeniør var ikke længere bare maskiningeniør. De første skridt blev taget i retning af de specialiseringer, der kendes fra uddannelsen i dag, heriblandt konstruk- tions-, materiale- og procesingeniør.
»Dele af erhvervslivet vil nok mene, at der i dag eksisterer så mange former for inge- niøruddannelser, at det forvirrer mere end det gavner, men de mange specialiseringer er også et udtryk for nødvendigheden af at kunne tiltrække unge med meget specifikke interesser,« konstaterer Per Boje.
Specialisering af ingeniøruddannelsen var imidlertid ikke det eneste revolutionerende, der skete for faget i 1970’erne. Maskiningeniøruddannelsen blev som alt andet i samfundet i disse år stærkt påvirket af den hastigt voksende digitalisering.
Fagfolk forlod tegneborde og laboratorier og kastede sig begejstret over computerassisteret modellering (CAD) og numerisk simulering. Det ændrede faget radikalt, fortæller Knud Erik Meyer, studieleder, DTU Mekanik.
1829: Indvielse af Den Polytekniske Læreanstalt som uddannelsessted for ‘Kandidater i Mekanik’ (maskiningeniører) og ‘Kandidater i anvendt Naturvidenskab’ (kemikere). Læreanstalten blev ledet af H.C. Ørsted frem til 1851. Studietiden for en polyteknisk kandidat var to år.
1903: Elektroteknik bliver oprettet som selvstændig studieretning. Læreanstalten uddanner nu fire slags ingeniører: bygningsingeniører, elektroingeniører, fabriksingeniører (senere kemiingeniører) og maskiningeniører.
1905: Teknikumingeniøruddannelsen bliver oprettet først i Odense, siden også i andre danske byer. Uddannelsen er målrettet håndværkersvende med lyst til at læse videre. I 1974 bliver Aalborg Teknikum en del af det nyoprettede Aalborg Universitet, og siden da fusionerer en stor del af landets ingeniørhøjskoler med landets universiteter.
1933: Navnet Danmarks Tekniske Højskole anvendes for første gang, ligesom det er første gang, at den beskyttede titel ‘civilingeniør’ bliver brugt.
1957: Oprettelse af Danmarks Ingeniørakademi (DIA) som selvstændig institution for uddannelse af diplomingeniører.
1995: DIA fusionerer med Danmarks Tekniske Universitet, der herefter både uddanner civilingeniører med en femårig uddannelse og diplomingeniører med en 3,5-årig uddannelse. Diplomingeniøruddannelsen afløser i 1993 de hidtidige akademi- og teknikumingeniøruddannelser.
2007: Politikerne vil have ingeniørhøjskolerne i København (IHK) og Aarhus (IHA) lagt sammen med professionshøjskolerne, men de to skoler udvider i stedet samarbejdet med henholdsvis Aalborg Universitet og Aarhus Universitet.
»Da jeg begyndte min uddannelse i 1980’erne, var det primært underviserne, der gjorde brug af de splinternye computere. Først i løbet af 1990’erne begyndte de studerende at bruge softwareprogrammer inden for blandt andet FEM (Finite Element Modeling) og CFD (Computational Fluid Dynamics). Jeg husker det som et markant skift,« fortæller Knud Erik Meyer.
Med de nye computer-redskaber kunne de studerende ikke bare udarbejde mere avancerede modeller end tidligere, systemer kunne nu også samtænkes på helt nye måder, og det løftede niveauet markant på studiet, fortæller Knud Erik Meyer.
»Over årene er studenterprojekterne blevet gradvist mere og mere sofistikerede. I dag ser vi bachelorprojekter på samme niveau som tidligere masterprojekter. Der er ingen tvivl om, at de studerende bliver dygtigere og dygtigere,« konstaterer Knud Erik Meyer.
Fortsat krav om frihåndstegning
Sidste skud på stammen er introduktionen af 3D-printere, der gør det muligt for de studerende at udvikle projekter langt hurtigere end tidligere. I februar i år indviede DTU det såkaldte åbne 3D-laboratorium Fablab, hvor de studerende for eksempel frit kan skabe skalamodeller. Ikke desto mindre er frihåndstegning fortsat en del af pensum.
»Vi lægger stadig vægt på, at de studerende skal kunne tage et stykke papir og en blyant og skitsere deres løsninger. Det styrker dialogen og kreativiteten, når man hurtigt kan fremvise sine ideer på en tegning,« fastslår Knud Erik Meyer.
De praktiske færdigheder er altså stadig til stede i uddannelsen, selv om den moderne ingeniør sjældent har decideret værkstedserfaring. I løbet af knap ti år er andelen af ingeniørstuderende med håndværkerbaggrund halveret. En udvikling, som Ingeniørforeningen gerne så vendt. Men på ingeniørstudiet bliver praksis ikke nedprioriteret. Tværtimod, understreger Knud Erik Meyer.
»Vi har brug for alle de redskaber, vi har i værkstøjskassen, for at kunne optimere på moderne produkter. Vi kan ikke bare regne os frem til løsninger, men forsøger os hele tiden frem i laboratorierne. Det er jo først i praksis, at man virkelig forstår, hvad det vil sige at være oppe imod fysikkens love,« siger Knud Erik Meyer.
Leave a Reply