»DR3 blev absolut ikke bygget for at blive skilt ad«

Det er i bogstaveligste forstand som at træde 50 år tilbage i historien, når man træder ind i den bygning, der stadig gemmer på Danmarks største forsøgsreaktor, DR3. Det var her på halvøen Risø ved Roskilde Fjord, sikret bag ståldøre og tykke betonvægge, at den tungtvandskølede reaktor gennem 40 år bidrog til blandt andet nuklear grundforskning og fremstilling af isotoper.

Det arbejde er for længst slut. DR3 blev lukket ned i 2000 efter 40 års drift og mistanke om begyndende tæring i reaktoren. Ved samme lejlighed blev det besluttet at lukke alle seks nukleare anlæg på Risø og dekommissionere installationerne til det, man kalder ‘green field’.

»Det er et kompliceret og langvarigt projekt, vi taler om. Det kræver masser af detaljeret planlægning og forberedelser og i visse tilfælde udvikling af helt nye metoder og værktøjer,« fortæller Kirsten Hjerrild Nielsen, der er sektionschef og ansvarlig for opgaven i Dansk Dekommissionering.

Opgaven består af i alt seks nukleare anlæg, og i disse måneder er der travlhed på Risø med forberedelserne til den helt store opgave. Kirsten Hjerrild Nielsen og hendes folk er ved at gøre klar til at fjerne det, man kalder ‘Top Shield Plug’ fra toppen af DR3-reaktortanken. Det markerer begyndelsen til enden for DR3.

»Stråling fungerer som lys i et mørkt rum, så når du åbner og fjerner afskærmningsproppen, som vi kalder den, vil der komme stråling ud fra reaktoren. Det skal vi selvfølgelig tage højde for,« forklarer hun.

For at sikre mod stråling bygger teknikerne en ringformet mur af betonsten rundt om toppen af reaktortanken, hvor proppen sidder. Samtidig gør man klar til at skubbe en ny afskærmningsplade ind under den tykke afskærmningsbetonprop, så snart den er løftet op. Den plade skal samtidig udstyres med en manipulatorarm, hvor der kan monteres forskelligt værktøj, blandt andet til at skære reaktortanken op i små stykker. Indefra og ud.

»Vi forventer at løfte proppen af i løbet af foråret næste år. Det bliver virkelig en milepæl, for så er vi for alvor i gang med hovedopgaven af DR3-projektet, der jo er det helt store projekt i den samlede dekommissionering,« siger Kirsten Hjerrild Nielsen.

Kompakt babyreaktor

Med en effekt på 10 MW var DR3 en babyreaktor sammenlignet med eksempelvis Barsebäck, der mønstrede 1800 MW termisk effekt. Alligevel er opgaven med nedrivningen stor. Det skyldes, at der stadig er masser af stærkt radioaktive emner tilbage i reaktoren og de bygninger, der har omgivet den. Samtidig er alle komponenter, der udgør reaktoren, mast sammen på meget lidt plads.

»DR3 har naturligvis en meget lavere stråling end i en kraftreaktor, men omvendt er en forskningsreaktor ekstremt kompakt sammenlignet med en kraftreaktor, hvilket gør det svært at komme til. Pladsen er meget trang. I dag bliver nye reaktorer fra starten designet til at blive dekommissioneret, men det lå ikke i tidsånden i slut-1950’erne, kan man roligt sige. DR3 er absolut ikke bygget til, at det skulle være let at skille den ad,« forklarer Kirsten Hjerrild Nielsen.

DR3-reaktoren er oprindelig et britisk design, der har søsterreaktorer i blandt andet England, Tyskland og Australien. Også de står foran dekommissionering. Sektionschefen fortæller derfor, at Dansk Dekommissionering indgår i et samarbejde med eksperter fra de andre reaktorer. Problemet er bare, at, ingen er lige så langt i dekommissioneringen af deres reaktorer som på Risø. Det betyder, at selv om danskerne udveksler erfaringer med eksperter fra Norge og Sverige, hvor man har dekommissioneret andre typer af forsøgsreaktorer, er de langt hen ad vejen de første til at udvikle koncepter for dekommissioneringen. Og til at teste nyt udstyr og værktøj.

Eksempelvis har Dansk Dekommissionering lige haft et østrigsk firma på Risø for at teste en ny teknologi til at skrabe lag af beton. DR3’s reaktorbeholder er blandt andet bygget af beton, som indeholder små stålkugler. Den beton er ganske vanskelig at skære i, så nye værktøjer, der kan nedbryde betonen, uden at det samtidig flyver rundt med stålkugler, er mere end velkomne.

»Det er et godt eksempel på, hvordan vi hele tiden forsøger at finde partnere og virksomheder med nye teknologier, der kan teste deres teknologi hos os, og som vi eventuelt kan få gavn af i vores projekt. Resultatet i dette tilfælde var, at firmaet tog tilbage for at lave nogle justeringer, der muligvis kan komme os til gode,« forklarer Kirsten Hjerrild Nielsen.

Høj stråling i Hot Cell

Dekommissionering af de nukleare anlæg på Risø handler ikke kun om DR3, selv om den uden sammenligning udgør det største og mest komplicerede projekt. DR1 (2 kW), der var den første reaktor på Risø, blev dekommissioneret i 2006, og i 2008 var dekommissioneringen af DR2 (5 MW) overstået.

Af andre opgaver kan nævnes Teknologihallen, der blev brugt til at lave brændsel, og som efter frigivelse skal bruges til andre formål på Risø. Og så er der Hot Cell, der blev brugt til at foretage forskellige undersøgelser af bestrålet reaktorbrændsel og emballering af radioaktive kilder til bestrålingsanlæg.

Anlægget blev lukket i 1989 efter den politiske beslutning i 1985 om ikke at anvende atomenergi. Efter nedlukningen blev alt udstyr fjernet fra hallen undtagen seks betonceller, der alle er stærkt radioaktive. Strålingsniveauet i cellerne er så højt, at man ikke kan opholde sig derinde i ret lang tid ad gangen, og de teknikere, der udfører arbejdet, skal være iført heldækkende dragter med friskluftforsyning, indtil strålingen er tilstrækkelig lav.

»Hot Cell har vist sig sværere at håndtere, end vi først antog. Det har betydet en pause i projektet,« fortæller sektionschefen.

Konsekvensen er allerede nu klar: Dansk Dekommissionerings oprindelige tidsplan med ‘green field’ i 2018 holder ikke, og det er usikkert, hvornår arbejdet kan være færdigt, for der er lange udsigter til et slutdepot, sådan som det var tænkt oprindeligt.

»Arbejdet med DR3 er i sin tid planlagt efter, at vi kunne køre affaldet direkte i slutdepot. Det kan vi af gode grunde ikke, fordi der ikke er noget depot, og det vil forsinke dekommissioneringen af DR3, fordi vi er ved at løbe tør for lagerplads til affaldet på Risø. Vi har allerede udvidet lageret én gang,« fortæller Kirsten Hjerrild Nielsen.

Det kan blive nødvendigt at gøre igen, hvis ikke der meget snart kommer en politisk afklaring, der enten fører til et slutdepot, som det hele tiden har været meningen, og som hele Folketinget var enige om, da man gik i gang, eller et mellemlager, der er det seneste politiske skud på stammen.

Behov for nyt behandlingsanlæg

Og der er mere: Dansk Dekommissionering kan ikke erklære ‘green field’, før alt materiale er renset, og resterende affald er sendt i depot. Det går ud over dekommissioneringen af det sidste anlæg, Behandlingsstationen. Her håndterer Dansk Dekommissionering det radioaktive materiale, der kommer ind fra blandt andet sygehuse og industrien. Samtidig er de destillationsanlæg, der skal rense vand fra Risø-anlæggene, placeret her.

»Før en ny behandlingsstation er bygget, kan vi ikke rive den gamle station ned. Vi skal have et sted at modtage og behandle det radioaktive affald, der kommer ind, før det lagres eller deponeres. Men det projekt er slet ikke på tegnebrættet endnu og kommer det nok ikke, før der er en afklaring med depot eller lager,« konstaterer Kirsten Hjerrild Nielsen.

Det har formentlig lange udsigter. Til foråret skal eksperter fra Dansk Dekommissionering, Geus og Statens Institut for Strålebeskyttelse aflevere et beslutningsgrundlag, der skal redegøre for en mellemlagerløsning, men som tidligere omtalt i Ingeniøren bliver det mindst lige så svært at få det placeret som et slutdepot.

Det er politik og dermed langt fra Kirsten Hjerrild Nielsen og hendes stab af teknikere. Her er opgaven at rydde op efter 40 års dansk atomeventyr. Og det arbejde er i fuld gang.