Magilabyrint med faldgruber
Magilabyrinten er ikke et spritnyt spil, men derfor er det bestemt stadig spilbart. I modsætning til quizspil er der ingen aktualitet involveret, men til gengæld håneret ad libitum.
Spillet går i al sin enkelthed ud på, at man sætter små træstykker fast i spillebrættet, efter et mønster angivet i reglerne, og så vendes brættet på hovedet. En masse små billeder dukker frem, og for de op til fire deltagere handler det nu om at nå først hen til det felt, der viser samme tegning som det kort, der trækkes op af en pose inden spillet.
Man starter i hvert sit hjørne og bevæger sig rundt efter antallet af øjne på terningen (som i øvrigt kun går op til fire), og det er så her, det tricky starter.
For under sin spillebrik har man en magnet siddende, som er forbundet til en metalkugle under brættet, og når man bevæger brikken glidende rundt på brættet, følger kuglen med – lige indtil man krydser en grænse, hvor der sidder en træbrik, og klonk, så falder kuglen ned, og man må begynde forfra fra sit hjørne.
Når man frem til feltet, får man det tilsvarende kort, og den første, der samler fem billedkort, har vundet. Så reglerne er lige til at overse, også for de yngste. Brættet er nemt at gøre klar, og så kan det spilles på omkring 20 minutter, hvilket altid er godt for de utålmodige.
Lad mig bare sige, at medspillerne (tre voksne og et barn på 12) var begejstrede for spillet. Især på grundt af fremdriften og muligheden for at grine hånligt, hver gang der lød en klonk.
»Det er rigtig godt, fordi man lige skal tænke sig lidt om,« lød det fra den 12-årige, som viste sig at være den med spillets måske bedste hukommelse.
Det gode ved spillet er også, at det ikke går dødt undervejs, fordi man er nødt til at følge med i, hvad de andre laver, for ikke at ende med at drøne over de samme forkerte barrierer. Men efter nogle spil må man nok trodse tegningerne i regelsættet og selv finde på nogle steder at placere træbrikkerne, så man ikke ender med at kunne dem udenad.
Magilabyrinten, 20-30 minutter, 2-4 spillere, Fra 6 år.
På togtur i Europa
Ticket to Ride er efterhånden en brætspilklassiker, som udkom for første gang i 2004 og siden er kommet i regionale udgaver, såsom denne Europa-version.
Har man ikke spillet det før, kræver det tålmodighed og villighed til at læse en god pamflet af en regelbog. Det kan snildt tage op mod 40 minutter at gøre sig klar til at spille, og de allermest utålmodige vil allerede her være begyndt at gabe.
Men lad dig ikke snyde, for samtlige spillere syntes efterfølgende, at det var hele besværet værd!
Kompleksiteten i at komme i gang skyldes en masse forskellige kort og brikker, som man lige skal have styr på. Man kan være op til fem spillere, og hver spiller får tildelt 45 plastictogvogne.
Disse vogne skal placeres på felterne på brættet på strækninger, der for den enkelte spiller skal forme en kortere eller længere rute, som de har fået udpeget på et kort trukket fra bunken.
Man får lov at sætte sine togbrikker på strækninger med 1-6 togvogne, og det sker, når man har samlet det tilsvarende antal togkort i samme farve. Der er otte farver og en joker – lokomotivet – som repræsenterer en hvilken som helst farve.
Nu handler det om at få lagt sine ruter, for hvis man ikke når hele ruten, udløser det strafpoint til sidst. Det betyder, at man skal sørge for at bane sig vej, inden en anden kommer til at snuppe strækningen og lukke ruten. Sker dette, må man tage en togstation i brug – man får tildelt tre hver – som giver en ret til at køre på en andens spor.
Den, der først får brugt alle sine togvogne, lukker spillet, og der bliver nu talt point op, efter hvor mange ruter der er fuldført, hvem der har den længste ubrudte strækning, og hvem der har stationer tilovers – fratrukket strafpoint for ufuldendte ruter.
Spillet tager med fem spillere et par timer at fuldføre – plus tiden til at stille det op og lære reglerne. Så de 30-60 minutter, der står på spilæsken, var for os noget i underkanten.
Kun en enkelt spiller fandt det kedeligt, selv om hun vandt. »Det var som at køre tog – gadung, gadung,« lød konklusionen på spillet, som hun fandt uden spænding og overraskelsesmomenter.
Dog mente hun, at man måske blev bedre til at tænke strategisk, efterhånden som man lærte spillet bedre at kende. Men i det spil, vi spillede, kom vi aldrig rigtig til at holde i vejen for hinanden, så det gik bare trin for trin derudad – uden de måske lidt savnede muligheder for at straffe og drille de andre undervejs.
Men på trods af den stejle indlæringskurve fandt flertallet spillet besværet værd.
Ticket to Ride, Europe, 30-60 min., 2-5 spillere, Fra 8 år.
Hvem tager skraldet?
Roskis er finsk for papirkurv eller skraldespand, og en sådan er netop omdrejningspunktet for dette spil.
Her er vi ude i et af de helt enkle spil for hele familien, hvor det ligesom i Klodsmajor gælder om at stable ting, uden at de falder ned.
Op til fem spillere kan være med, og hver får ti kort med tal på. Man lægger ud med at vælge tre, og ud af dem lægger man et på bordet sammen med de andres første kort.
Tallet indikerer, hvor mange stykker affald man skal stable i skraldespanden, uden at noget falder ned på bordet. Der er i alt 40 stykker affald i plastic, og den med det laveste tal på kortet starter med at lægge f.eks. tre stykker affald i.
Nu går det på tur, hele tiden med laveste kort som næste spiller, og lykkes det den sidste spiller at komme af med alt sit affald, trækker alle et nyt kort og starter forfra, enten til alt affaldet er brugt, eller det tipper over.
Lykkes det en spiller at stable de sidste stykker affald, scorer de point efter et briksystem på bordet. Falder der noget ned, er der minuspoint til denne spiller.
Så oven på Ticket to Ride var dette en hurtig omgang af et spil. Enkelt og ligetil, og for de af spillerne, der kan lide korte spil, hvor der hele tiden sker noget, var der jubel at spore over Roskis.
Kan man lide Tetris og at bygge, kan man sikkert blive ved og ved – hvert spil tager blot omkring 20 minutter for fem spillere, men i fleres øjne kunne det nok godt blive kedeligt efter mere end to omgange.
Selv den 12-årige fandt spillet lidt kedeligt, mens kun en af de voksne var ovenud begejstret og ville have det med hjem og spille det for sig selv.
Roskis, 30 min., 2-5 spillere, fra 6 år.
Bezzerwizzer tilbage med nye spørgsmål
Det danske spil Bezzerwizzer har siden 2006 høstet stor succes i konkurrencen mod spil som Trivial Pursuit. Og siden har virksomheden bag sendt noget nær et nyt spil på gaden hvert år og kombinerede det i en kortere periode med en onlineudgave.
Hele tre nye udgaver er det blevet til på det seneste, og Ingeniøren har prøvet dem alle. Dels er der det gode ’gammeldags’ Bezzerwizzer, der har fået 5.000 nye spørgsmål og tilføjet nye features, hvis man er mange om bordet.
En af de nye features er brikken ’Write’, som man kan spille, hvis man vil tvinge næste hold til at svare skriftligt. Det gør man, inden spørgsmålet bliver læst op, og så skal hvert medlem af holdet skrive svaret på en blok uden at tale sammen først.
Denne brik er dog kun relevant, hvis man spiller mindst to spil på hvert hold, og det gjorde vi ikke, hvorfor brikken aldrig kom i spil. Men altid forfriskende når spiludbydere prøver at peppe et velkendt spil op med nye features – og undertegnede finder denne mulighed lidt mere fredelig end en af de foregående versioner af spillet, der var udstyret med en xylofon, hvor man skulle spille spørgsmålene!
Bezzerwizzer, 30-60 min., fra 2 spillere, fra 15 år.
Bezzerwizzer 2013
Bezzerwizzer har også udsendt en pocket-version med spørgsmål udelukkende omhandlende 2013. Her foregår pointtagningen på en medfølgende blok, hvor man skal satse 1-4 point på, hvor sikker man er på sit svar på kortet.
Hvert kort rummer en serie spørgsmål under en kategori, som f.eks. kunne være ’Javel, hr. minister’. I denne kategori skal du bl.a. vide, hvem der er hhv. uddannelsesminister, klima- og energiminister og justitsminister.
Det kan hurtigt konkluderes, at dette ikke er et af de spil, man kan trække hjem på oplagret paratviden fra de seneste 20-30 år. Det er udelukkende de emner, der har trukket overskrifter i 2013, så har du ikke set X-Factor, Sporten og Nyhederne fra ind- og udland … så er du på den her!
Bezzerwizzer Året der gik 2013, Fra 2 spillere, Fra 15 år.
På jagt efter tyven
Og endelig er der spillet, som for undertegnede at se sagtens kunne blive et stort familiehit, nemlig Quizmysteriet. Spillet brillerer med en plade med lige så stor minimalisme som Bezzerwizzer-spillene, og efter et enkelt spil sidder reglerne på rygraden.
I spillet får man en brik, som starter på detektivbureauet. Herefter slår man på skift med en terning for at bevæge sig rundt på brættet, hvor man skal samle spor for at opklare, hvem der står bag forbrydelsen, hvad vedkommende stjal og hvor.
Der er mulighed for at samle tre spor til hver af de tre kategorier, og det foregår helt stille og roligt rundt på brættet, dog med risiko for at blive smidt i fængsel undervejs af et tip-kort, som man enten selv eller en modstander trækker.
Når man har en fornuftig idé om, hvem, hvad og hvor, skynder man sig tilbage til politistationen, og har man gættet rigtigt, har man vundet. Enkelt og ligetil.
Eksempler på spor kunne være, at det er en greve fra Rumænien, der har stjålet det samme, som Lisa fra The Simpsons spiller, og det er sket i et land, hvor mange går i sauna. Skulle disse spor ikke være nok, må man tage en runde mere. Der kan også være tale om en Grand Prix-vinder, der negler fisk.
En yderligere bonus ved spillet er, at man kan tage en runde forholdsvis hurtigt – på under en halv time, afhængig af antal af spillere, så selv de mest utålmodige kan lige klare det.
Quizmysteriet, 30-60 min., 2-4 spillere, fra 9 år.
Leave a Reply