Innovation kan foregå som gradvise forbedringer af eksisterende processer eller ved radikal nytænkning. Gradvis innovation er oftest nemmest at gennemføre, mens radikal innovation er nødvendig når den gradvise innovation ikke står mål med udfordringernes størrelse.
I dansk landbrug skete der i løbet af 1980’erne radikale ændringer i dyrkningssystemerne med indfasning af en meget større andel af vintersæd, der via en længere vækstsæson kunne udnytte en større del af solindstrålingen og sikre højere udbytter.
I 1990’erne skete radikale ændringer i landbrugets husdyrgødningshåndtering, som krævede omfattende investeringer i øget opbevaringskapacitet, men til gengæld sikrede en bedre gødningsudnyttelse og en langt mindre næringsstofbelastning af vandmiljøet. Det var en afgørende faktor for at sikre en halvering af nitratudvaskningen, samtidig med at afgrødeudbyttet blev fastholdt.
Bortset fra disse eksempler på radikal innovation har den øvrige udvikling i landbruget været præget af gradvise ændringer af enkeltprocesser med fokus på enten et lidt højere udbytte eller en lidt mindre miljøpåvirkning. Og ofte med en modsætning mellem effekter på udbytte og miljø, som det f.eks. er tilfældet med kravet om, at gødskning med kvælstof skal holdes under det økonomisk optimale niveau. Kvælstofnormerne i planteavlen har bidraget til en reduceret nitratudvaskning, men til gengæld vurderes de årligt at koste landbruget 0,5-1,0 mia. kr. i udbyttetab.
Vi mener derfor, at det er på tide at satse på fornyet radikal innovation i landbruget for at udvikle mere ressourceeffektive produktionssystemer, der på samme tid kan øge udbyttet og reducere miljøpåvirkningen. Som vi eksemplificerer i det efterfølgende, er der nogle åbenlyse muligheder for at udnytte nye kombinationer med høst-, lagrings- og bioraffineringsteknologier. Men som det altid er tilfældet med radikal innovation, vil det kræve betydelige investeringer i forskning og udvikling samt i nyt materiel og processer i landbrug og følgeindustri.
Efterafgrøder er et centralt miljøværktøj i dansk planteavl, som korrekt anvendt kan reducere nitratudvaskningen betydeligt og sikre en kulstoflagring i dyrkningsjorden. Men mange landmænd har svært ved at se fidusen i efterafgrøder, som giver dem ekstra udgifter og besvær. Og de bliver trukket i tilladt kvælstofgødskning til den efterfølgende afgrøde, uden at de altid kan se positive gødningseffekter af efterafgrøderne. Produktionen af biomasse på de over 200.000 ha efterafgrøder er ganske begrænset og bidrager ikke til at løse behovet for mere bioenergi.
Men der er muligheder for at gøre tingene mere smart til gavn for både produktion og miljø. Ved at høste kornet tidligere, f.eks. ved strippehøst, kan vækstperioden for efterafgrøder øges med nogle meget vigtige uger. Det vil yderligere sænke nitratudvaskningen og øge biomassen af efterafgrøden, så den vil kunne høstes og udnyttes til biogas, foder eller andet.
Tidligt høstet korn kræver gastæt lagring, men til gengæld kan opnås et højere foderudbytte. Øget udbytte af efterafgrøder vil, ud over længere vækstsæson, også forudsætte gødskning eller brug af kvælstoffikserende efterafgrøder. Men hvis afgrøden høstes og udnyttes, forventer vi ikke, at det vil øge nitratudvaskningen i forhold til i dag, hvor efterafgrødens kvælstof efterlades på marken over vinteren.
Endelig vil der kunne spares penge ved strippehøst af kornet og ved samlet høst af halm og efterafgrøde til brug i f.eks. biogas. Hvis efterafgrøder på den måde kan blive en salgsafgrøde, kan landmændene blive medspillere i en udvikling, der gør efterafgrøder til en forretningsmulighed frem for bøvl.
En endnu mere radikal ændring af foderproduktionen vil være at skifte fra kornproduktion til græsproduktion. Den intensive husdyrproduktion vil dog fortsat have brug for letfordøjelige fodermidler. Det gælder især for enmavede dyr som grise og fjerkræ. Græsset skal derfor først fraktioneres og behandles i et bioraffinaderi. Proteinfraktionen og lettilgængelige kulhydrater fra bioraffineringen kan udnyttes direkte til foder, og faktisk har proteindelen fra kløver og græs en meget gunstig aminosyresammensætning. De resterende fiberfraktioner vil kunne udnyttes til energi og materialer eller som kvægfoder.
Græsser har en lang vækstsæson og potentiale til at producere ca. dobbelt så meget biomasse pr. arealenhed som kornafgrøder, der ikke producerer noget i et par af sommerens bedste måneder. Dermed kan vi fastholde vores høje fødevareproduktion, mens den ekstra biomasse kan udnyttes til energi og materialer. Og ændringen vil vel og mærke medføre en kraftig reduktion i nitratudvaskning og pesticidforbrug, samtidig med at jordens kulstofpulje øges.
Endelig giver det også en mulighed for at kunne reducere importen af sojaskrå, der nu er det gængse proteinfoder. Faktisk kan en dansk kløvergræs eller lucernemark producere to-tre gange så meget protein som en tilsvarende sojamark i Sydamerika, og på langt mere miljø- og klimaskånsom vis.
Vi oplever i landbruget en betydelig frustration over de nuværende stramme økonomiske og reguleringsmæssige tøjler, der begrænser udviklingen i erhvervet. Samtidig kan samfundet med rette forvente en mere miljø- og klimavenlig landbrugsproduktion.
En løsning på dilemmaet kommer ikke af sig selv, og slet ikke ved gradvise ændringer i landbrugsproduktionen. Der er brug for nye boller på suppen – nytænkning i alle led. Og der er muligheder for at revolutionere dansk landbrug til gavn for økonomien, beskæftigelsen, naturen, miljøet og klimaet.
I første omgang er der brug for betydelige investeringer i at demonstrere og dokumentere nye produktionssystemer, hvor forskellige nye koncepter for direkte udnyttelse eller bioraffinering afprøves. Og hvor der kan dispenseres fra uhensigtsmæssige regler og regulering. Den fortsatte gradvise forbedring af landbrugsproduktionen evner ikke at løse udfordringerne.
Leave a Reply