Når byer bliver større og større, bliver rejseafstanden mellem hjem og arbejde også større og større.
Alligevel er den gennemsnitlige tid, mennesker bruger på rejsen den samme i dag, som den var for 100 år siden – ja, endog den samme som for stenaldermennesker.
Denne hypotese blev fremsat af den italienske fysiker Cesare Marchetti i 1994, og han angav, at det gennemsnitlige tidforbrug på transport eller bevægelse var en time om dagen.
Nu har tre forskere fra Massachusetts Institute of Technology i USA gennemført en analyse baseret på mobilsignaler i USA, Europa og Afrika – og analysen bekræfter Marchettis hypotese om, at dette tidsforbrug er det samme i meget forskellige lande og er uafhængigt af pendlerafstanden.
Som udgangspunkt for sin hypotese brugte Marchetti bl.a. en undersøgelse af den israelske ingeniør Yacov Zahavi fra 1979 om rejsemønstre og tidsforbrug i Tyskland, USA og Storbritannien. Zahavi fandt, at det daglige gennemsnitlige tidsforbrug var en omvendt funktion af rejsehastigheden med en asymptotisk værdi på 1,1 time om dagen.
Hvis en person skiftede fra en langsommere hastighed til en højere hastighed, f.eks. fra bus til bil, så blev en del af tiden rent faktisk sparet, mens en anden del blev brugt til at rejse længere. Ved høje hastigheder blev en yderligere hastighedsforøgelse helt opslugt af længere rejseafstand.
Selv indsatte bevæger sig en time om dagen
Hertil tilføjede Cesare Marchetti, at selv indsatte i fængsler bevæger sig rundt udendørs i en time om dagen. Han bemærkede også, at med en ganghastighed på fem km/h kan en person dække et territorium med en radius på 2,5 km og et areal på ca. 20 kvadratkilometer.
‘Det er præcist størrelsen på græske landsbyer i dag,’ skrev han i artiklen ‘Anthropological Invariants in Travel Behavior’. Selv i fodgængerbyen Venedig er afstandene inden for centrum mindre end 5 km.
Marchetti bemærkede desuden, at oldtidens og antikkens største byer som Rom og Persepolis ikke havde en bymur og dermed en skarp afgrænsning.
Alt i alt førte det Marchetti frem til hypotesen om, at mennesker alle steder og til alle tider i gennemsnit bruger eller har brugt en time om dagen til transport. Denne størrelse kendes nu som Marchettis konstant.
En lang række forskere har efterfølgende søgt at finde støtte for hypotesen ved at undersøge cirkulation af pengesedler, taxiture, Foursquare check-in-data og GPS-data.
Mange af disse undersøgelser har understøttet Marchettis hypotese. Andre er kommet frem til, at der er signifikante forskelle fra land til land og selv for byer i samme land.
Usikkerhed om data
Sammenligning af data fra flere byer eller lande lider dog under en usikkerhed omkring, hvordan data er indsamlet og analyseret.
Nu har Kevin Kung, Stanislav Sobolevsky og Carlo Ratti fra Massachusetts Institute of Technology i USA gennemført en ny analyse, hvor de på en ensartet måde bruger data fra mobiltelefoner fra to lande, Elfenbenskysten og Portugal, og et byområde, Boston. Det er suppleret med GPS-data for Milano, der udelukkende ser på biltrafikken.
Ved at undersøge, hvilke basisstationer mobiltelefonen var tilkoblet om aftenen/natten og i løbet af dagen, kunne forskerne bestemme afstanden mellem hjem og arbejde.
Når det gælder rejsetiden om morgenen, fandt de en øvre grænse ved at sammenligne tidspunktet fra sidste opkald fra hjemmet og første opkald fra arbejdspladsen. Ved kun at betragte data fra storbrugere, der foretog mindst et opkald i timen, fik de indsnævret den usikkerhed, det giver om den reelle rejsetid. Til trods for denne begrænsning kunne de identificere op mod 50.000 brugere i deres datasæt.
Kevin Kung og co. konkluderer, at uanset geografiske og infrastrukturmæssige forskelle, så er rejsetiden stort set den samme fra land til land og for forskellige rejseafstande, når man ser på alle pendlere under ét.
‘Exploring universal patterns in human home/work commuting from mobile phone data’, bit.ly/pendling
Leave a Reply