Danskerne og amerikanerne må være de to dovneste folkefærd i hele verden.
Vore to nationer bør forenes hvert år den 4. juli ved Rebild og sammen lytte til gruppen Laid Back – eller bare høre D-A-D spille Sleeping My Day Away.
Thi jeg kender da ingen andre lande, hvor “performancekultur” og evig hakken på medarbejderne med alskens hokuspokusværktøjer og -analyser er så udbredt.
OK, hokuspokusværktøjer a la Enneagrammer bruges kun i Danmark. Dén hopper de trods alt ikke på andre steder, selv ikke i USA.
Måske de bruger et værktøj baseret på De 10 Bud i stedet for Enneagrammets Syv Dødssynder? Det giver lige så stor mening og er lidt tættere på vores kultur end Islamisk Mystik (Sufisme), som Enneagrammer stammer fra.
En anden forskel er, at Danmark er det ENESTE land, der snakker om “stress”. Nabolandene gør det ikke. Amerikanerne gør det ikke.
Man kender da godt begrebet, men kun i dets egentlige betydning, dvs. når et menneske har rigtig stress (højt niveau af kortisol og så videre), ikke når det har fået to opgaver på samme tid OG skal hente unger i børnehaven inden klokken 15 for ikke at ligne en dårlig forælder.
Underligt med al den stress, når vi både er toplykkelige, arbejder meget lidt, er temmelig syge og holder mere fri end andre, ikke?
“Kan det give folk i de store bikse et los bagi, lidt ligesom når man bruger el-stave på grise, så de liiiige opper sig?”
Stack rating – det mest modbydelige
Men tilbage til performancekulturen. I dens mest modbydelige og rendyrkede form kaldes den “stack rating”. Andre steder nævner HR-dimserne ud af mundvigen, at bedømmelserne af dine slaver i afdelingen “selvfølgelig skal være normalfordelt”. Men de mener stack rating.
Der er tale om en fantastisk, naturligvis ubevist, teori om, at ud af 10 slaver skal de to af dem have “under middel”, to skal have “over middel” og seks skal være vandgrøden i midten.
De to undermålere skal så på et tre-måneders forbedringsprogram, mens de to overliggeroverspringere skal have noget ekstra.
Fortsættes …
Leave a Reply