Selvom det koster store mængder energi og CO2-udledning at producere og transportere træpiller til Danmark, spiller det ikke nogen stor rolle i det samlede CO2-regnskab for biomasse, hvis man sammenligner med den CO2-udledning, som ikke-bæredygtig skovdrift ellers kan forårsage.
Det mener professor og livscyklusekspert Henrik Wenzel fra SDU i en kommentar til nye beregninger, som Ingeniøren omtalte forleden.
Beregningerne viser, at tørring, presning og transport af træpiller er årsag til et energiforbrug, der svarer til en femtedel af træpillens energiindhold – og til udledning af en kvart mio. ton CO2 – eller 10 gram pr. MJ.
Henrik Wenzel er medforfatter til en kommende rapport om emission af drivhusgasser fra biomasse, som politikerne forventer sig meget af, men som endnu ikke er blevet offentliggjort.
»Min pointe er, at biomassens oprindelse betyder alt. Hvis der er tale om træpiller lavet af for eksempel udtyndingstræ fra produktion af tømmer, der ellers blot ville være efterladt i skoven og rådne med årene, så betyder 10-15 pct. ekstra biomasseforbrug til tørring og transport ikke noget,« siger han.
»Men hvis produktionen af træpiller fører til afskovning eller væsentlig reduktion af den stående biomasse i skoven, så fører det til stor CO2-udledning,« forklarer Henrik Wenzel og tilføjer, at der i øvrigt er gode muligheder for at effektivisere tørringsprocessen.
Professoren peger også på, at det derfor heller ikke giver nogen mening at skelne ukritisk mellem indenlandsk og udenlandsk biomasse, for begge kan være tilvejebragt både bæredygtigt og ikke-bæredygtigt.
»Ifølge vores beregninger giver det en udledning på bare to gram CO2 pr. MJ at sejle biomasse fra Sydamerika. Det svarer til højst en procent af den samlede udledning, hvis biomassen tilvejebringes på den værst tænkelige måde, så det er ikke transporten, der er afgørende,« siger han.
Mulighed for mere biomasse
Ifølge Wenzel har research blandt forskere verden over vist, at der er mulighed for at dyrke mere klimavenlig biomasse, uden at det reducerer den stående mængde biomasse.
For det første ved at optimere eksisterende skovdrift, så man også får udnyttet spildprodukterne i skovbruget effektivt. For det andet ved at tilplante kulstoffattige arealer med ny biomasse, således at man dermed øger den stående biomasse. Først når den er vokset op, kan man høste den og dermed være sikker på, at den stående biomasse ikke reduceres.
»De to muligheder er reelle nok i den nærmeste fremtid,« siger han.
CO2-gæld for snævert
Professor Wenzel er ikke særlig begejstret for diskussionen om biomassens såkaldte CO2-gæld, som han mener er umulig at håndtere professionelt i en livscyklussammenhæng (LCA), fordi begrebet ikke opererer med en klar reference.
I stedet arbejder han og hans team med en såkaldt konsekvens-LCA. Det betyder, at de altid sammenligner med en reference. Så hvis man for eksempel anvender biomasse, der ellers ville ligge ubenyttet hen i skoven og nedbrydes over tid, så vil udnyttelsen til træpiller ikke give anledning til væsentligt øget udledning i forhold til denne reference.
»Vi vil i dette tilfælde betragte biomassen som stort set CO2-neutral, og derfor synes jeg ikke, at begrebet CO2-gæld dækker problemstillingen godt,« siger han.
Dyrk ekstra biomasse forud
En mulighed for at tilvejebringe træ til energiformål uden CO2-udledning er som nævnt at tilplante kulstoffattige arealer, for eksempel visse typer græsland, og efterfølgende høste herfra.
I den situation trækkes CO2 ud af atmosfæren, inden træpillerne produceres, og begrebet kulstofgæld bliver derfor for snævert.
»Vi mener, at det er mere nuanceret og fremadrettet at se på disse muligheder end at fokusere på CO2-gæld,« siger han.
Og så vil Henrik Wenzel ellers ikke sige så meget mere, før rapporten udkommer, hvilket ifølge Ingeniørens oplysninger sker om tre ugers tid.
Leave a Reply