Staten er ved at begå en uoprettelig fejl ved at sælge Dong Energy til den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs og flere institutionelle investorer.
Aftalen er omdiskuteret, fordi den allerede nu giver Goldman Sachs vetoret over vigtige beslutninger i Dong, selv om investeringsbanken vil eje mindre end en femtedel af aktierne frem til den forventede børsnotering, der skal finde sted senest i 2018. Hvad der derimod stort set ikke debatteres er, at staten sælger kritisk infrastruktur.
Dong har brug for de mindst 11 milliarder kroner fra salget til at finansiere nye havvindmøller og indvinde mere olie og gas fra Nordsøen. Det danske energiselskab er verdensførende inden for havvindmøller, men de kræver – ligesom olie- og gasboringer – milliarder i investeringer. Det er ulogisk, at de danske skatteydere skal bære risikoen her. Derfor gør staten klogt i at tage privat kapital ind og koncentrere sig om at få så høj en pris som muligt for sine aktiver.
Men Dongs imperium omfatter også el- og gasnet i København og Nordsjælland. Det er enestående herhjemme. Alle andre steder i landet bestyrer forbrugerejede selskaber de lokale elnet, mens de lokale gasnet er kommunalt ejede.
Selv om Dong er langt det største af de lokale elmonopoler, har kunderne ikke haft gavn af stordriftsfordelene. Tværtimod må de betale nogle af landets højeste tariffer for at få strømmen transporteret ud til deres hjem. Dertil kommer, at Dong var landets langsomste selskab til at sætte de time- og fjernaflæste målere op, som er en forudsætning for at udnytte strømmen intelligent – smart grid. Dong krævede ekstrabetaling, mens de forbrugerejede selskaber gjorde det af sig selv.
Fremtiden byder på langt flere og større investeringer i elnettet. Der er brug for, at elnetselskaber tænker offensivt i, hvordan kunderne får mest muligt ud af den grønne strøm. Det hensyn vil hverken Goldman Sachs eller andre ejere af et børsnoteret Dong tage.
Historien fra telebranchen viser, hvor vanskeligt det er at regulere monopol-infrastruktur, der er landet på private hænder. I 1997 solgte staten den første bid af daværende Tele Danmark til Ameritech. Siden har kampen raset om adgangen til netop de altafgørende kabler fra telefoncentralerne ud til kunderne. Den dag i dag sælger TDC hovedparten af de ADSL-linjer, der udgør den vigtigste internetopkobling, og politikere på tværs af partiskel har erkendt, at salget var en fejl.
Så meget desto mere uforståeligt er det, at ingen rejser spørgsmålet om fornuften i at gentage fortidens synder. Særligt da fejlen i første omgang er lige til at rette.
Det gælder om at splitte Dong op. Havvindmøller, olie og gas samt en række andre aktiviteter kan Goldman Sachs og partnere få lov til at booste. Distributionsselskabet og infrastrukturen skal derimod have deres eget selskab. Infrastrukturen skal der være offentlig kontrol med. Om det sker bedst gennem forbrugereje eller med en anden konstruktion, kræver en nøjere granskning. Men el- og gasnet bør ikke fortsætte i et profitmaksimerende aktieselskab. Når først hele biksen er delvist solgt til Goldman Sachs, er det for sent at fortryde.
Leave a Reply