Stormen ‘Bodil’ i begyndelsen af december 2013 var sådan set ikke noget særligt. Den nåede ikke op på de allerhøjeste vindstyrker, men alligevel havde den et forløb i tid og sted, der satte vandet i de indre danske farvande i bevægelse på en måde, der skabte et højvande, som aldrig var set før, på lokaliteter vi ellers sjældent hører om i denne forbindelse.
Ved Roskilde nåede vandstanden således op på 2,06 m over daglig vande, hvilket Kystdirektoratet betegner som mindst en 1.000-års hændelse. Det bringer Bodil-stormfloden op på superniveau i familie med 1872-stormfloden ved Lolland-Falster og ‘Den lille manddræber’ i 1634 ved Ribe.
Også i Limfjorden bragte ‘Bodil’ ødelæggelser med sig. Særligt blev Lemvig og Struer ramt af oversvømmelser, og det fik borgmestrene i de to byer til at kræve, at staten hurtigst muligt sætter en prop i Thyborøn Kanal, hvilket henviser til en rapport fra 2012 fra Kystdirektoratet om at indskrænke bredden af kanalen for at dæmpe de indtrængende stormfloder fra Nordsøen.
Rapporten beskriver, at kanalens tværsnit har været under stadig udvidelse, stort set siden den blev dannet i 1862, og at dette kombineret med klimaændringerne vil føre til en tydelig stigning i risikoen for oversvømmelser i den centrale og vestlige del af Limfjorden.
Det skal her indskydes, at stormfloder kun kan forudsiges med sikkerhed nogle få døgn frem tiden. Om der en bestemt vinter vil optræde en kraftig stormflod, hvor vandstanden overskrider en given værdi, er en tilfældighed, hvorom vi kun kan sige noget om sandsynligheden for, at det sker. Sandsynligheden beregnes ud fra mange tidligere års målinger af vandstanden.
Det bemærkelsesværdige er, at det, der fik borgmestrene i Lemvig og Struer op af stolene, ikke var offentliggørelsen af rapporten i 2012 med de faretruende forudsigelser, men derimod de moderate ødelæggelser, den halvkraftige Bodil-stormflod tilfældigvis gav anledning til. Sat på spidsen ser man, at den politiske bevågenhed for borgernes sikkerhed i realiteten skabes af en statistisk tilfældighed og ikke af den grundige systematiske viden, der er nedfældet i Kystdirektoratets rapport. Det mest sandsynlige havde jo været, at oversvømmelserne slet ikke havde fundet sted i 2013.
Nu er borgmestrene i Lemvig og Struer bestemt dygtige og hæderlige personer, som det ikke er hensigten at kritisere. Men forløbet af denne sag viser, hvorledes beslutningsprocessen omkring forebyggelsen af store og sjældne katastrofer fungerer i praksis. Dette skal i det følgende underbygges ved et par historiske eksempler udvalgt af mange tilsvarende.
I 2005 blev New Orleans oversvømmet under orkanen ‘Katrina’, hvorved ca. 1850 personer (især ældre) druknede, ligesom de samlede omkostninger løb op i 150 mia. dollars. Årtiers forsømmelighed og manglende koordinering havde gradvist svækket sikringen mod oversvømmelse, og Katrina-stormfloden fremstår i dag som både et skole- og skrækeksempel på konsekvenserne ved at være på bagkant med stormflodssikringen.
Den alvorligste stormflod i Danmark i nyere tid ramte Lolland-Falster i januar 1872. En stor del af det sydlige Lolland-Falster blev totalt oversvømmet, hvorved 80 personer samt tusindvis af kreaturer druknede.
Allerede året efter, i 1873, vedtog Landstinget en lov om særlig sikring af kysten med diger. Der har ikke siden 1872 her været højvande, der blot tilnærmelsesvis minder om situationen dengang. Loven om digerne på Lolland og Falster ville derfor næppe have eksisteret uden netop denne oversvømmelse.
I 1946 vedtog Danmarks Rigsdag loven om lukning af Thyborøn Kanal. Forhistorien var lang og stormfuld, såvel teknisk som politisk. Tilbage i 1825 brød Nordsøen igennem den sammenhængende landtange ved Thyborøn, hvorved Agger Kanal blev dannet. Denne blev afløst af Thyborøn Kanal, der blev skabt ved en stormflod i 1862.
En kommission anbefalede i 1942, at lukke Thyborøn Kanal for at hindre stormfloder i at trænge ind i Limfjorden. Anlægsarbejdet blev påbegyndt, men aldrig fuldført. Begrundelsen for at afbryde projektet og ophæve loven var, at man som tiden gik vurderede risikoen for et nyt gennembrud til at være lavere end forudsat i 1942.
Det fremgik dog ikke af dokumentationen for ophævelsen af loven, at ovennævnte vurdering faldt sammen med et par ‘stille’ årtier uden rigtigt alvorlige stormfloder ved Thyborøn. Det er derfor en påstand (som i sagens natur ikke kan dokmenteres), at dersom vi sidst i 1940’erne havde haft stormfloder, som dem i eksempelvis havde i 1981 eller 2005, ville Thyborøn Kanal utvivlsomt have været lukket i dag.
Et særligt interessant og lærerigt eksempel er Hamborg, som blev ramt af den alvorligste stormflod i Tysklands nyere historie i 1962, hvor vandstanden steg til 5,70 m over dagligt vande (indtil da havde den højeste vandstand været 5,24 m i 1825). Digerne brød sammen, 315 personer omkom, og store områder måtte evakueres.
Forstærkning af digerne blev straks herefter igangsat, og da stormfloden i 1976 rejste vandstanden til 6,45 m, skete der ingen væsentlige skader, og ingen omkom. Var de 315 personer ikke druknet i 1962, ville nogle tusinder utvivlsomt være omkommet i 1976.
I 1976 var der også stormflod ved det sønderjyske vadehav. Vandstanden stod op til kanten af digekronen ved Tønder, og situationen var så faretruende, at 20.000 personer takket være stormflodsvarslingen blev evakueret fra Tønder. Dagen efter stod daværende statsminister Anker Jørgensen på diget for at vurdere forholdene.
Året efter vedtog Folketinget loven om det fremskudte dige, som derefter straks blev bygget. I fagkredse havde det længe været velkendt, at risikoen for oversvømmelser var høj, men det politiske system reagerede først, efter at evakueringen havde været nødvendig.
Vi bør vende tingene på hovedet og ligefrem glæde sig over Bodil-stormfloden. Den har vi lært meget af på en forholdsvis billig måde uden at menneskeliv gik tabt.
Torben Larsen
Disse eksempler (og mange andre) bekræfter tydeligt, hvorledes beslutningsprocessen vedrørende sikringen mod stormfloder styres af tilfældigheder i den forstand, at det kun er katastrofer, der kommer på tilfældige tidspunkter, der kan sætter de konkrete handlinger i gang.
Dette er jo en åbenlys negativ side af sagen, men et andet og måske upåagtet aspekt er, at de foranstaltninger, der derefter sættes i værk, næsten altid er overdrevne både teknisk og økonomisk henseende og ofte er miljømæssigt skadelige. Eksempelvis er det fremskudte dige ved Højer/Tønder helt overflødigt i forhold til en forstærkning af det dengang eksisterende dige.
I denne forbindelse vil klimaændringerne gribe yderligere forstyrrende ind, fordi katastroferne bliver hyppigere, end vi er vant til, og det erfaringsgrundlag og den bevidsthed, som samfundet og det politiske system trods alt har opbygget over årene, bliver ophævet til en vis grad. I dette lidt pessimistiske perspektiv må vi trods alt sige, at Danmark hvad angår naturkatastrofer heldigvis er nogenlunde forskånet for de værste ting.
Ligeledes bør vi vende tingene på hovedet og ligefrem glæde sig over Bodil-stormfloden. Den har vi lært meget af på en forholdsvis billig måde uden at menneskeliv gik tabt. Det vil helt sikkert spare os for det, der er værre, i fremtiden.
Af sagen om oversvømmelserne i Lemvig og Struer kan vi desuden se, at det bliver en stor økonomisk fordel, at der på forhånd ligger en gennemarbejdet plan (i dette tilfælde Kystdirektoratets rapport om Thyborøn Kanal), som kan tages op af skuffen, når ulykken er sket. En ulykke som heldigvis (eller desværre – vælg selv) ikke blev til en katastrofe.
Leave a Reply