Danmarks største byer har vokseværk. I København alene kommer der ifølge kommunens egne tal 1.000 nye indbyggere til om måneden. Med dem følger krav om flere kvadratmeter og tidssvarende standarder.
En beregning fra DTU har vist, at de mange nye kvadratmeter ikke nødvendigvis skal findes i barmarksbyggeri. Tallene fokuserer på København og viser, at man ved at udnytte førkrigstidens fuldmurede etageboligers bæreevne sagtens kan bygge en etage eller to på.
Helt op til 22.000 beboere, eller hvad der svarer til tre gange indbyggertallet i Ørestaden, kan potentielt finde plads på byens tage.
DTU’s beregninger er en udløber af klima-, energi- og bygningsminister Martin Lidegaards (R) ‘Netværk for energirenovering’, der tidligere på året afleverede et initiativkatalog indeholdende forslag til måder at fremme og forbedre energirenovering af den danske bygningsmasse på. Et af forslagene er tagboligbaseret byfortætning, hvor etablering af nye tagboliger kobles med energirenovering af resten af bygningen.
Når de nye tagboliger bygges efter det nyeste bygningsreglement, er de i sig selv energieffektive og isolerer effektiv tag og loft på bygningens øverste etage. Salget eller udlejningen af tagboligerne genererer som oftest et økonomisk overskud, som kan anvendes til renovering af den underliggende bygning, så den løftes både kvalitets- og energimæssigt.
Fastlåste lokalplaner
Hvis tagenes potentiale skal indfries, er det ikke nok med velvillige bygherrer. Også myndighederne skal på banen. Og det er i en mere samarbejdende form, siger Leif Rönby, der er en af fire arkitekter, som i samarbejde med Det Økologiske Råd har skrevet et oplæg om emnet. Han har erfaring fra en lang række tagboligprojekter, blandt andet Ryesgade 30 A-C, der for nylig fik tildelt Renoverprisen 2013 af Realdania og Grundejernes Investeringsfond.
Oplægget om tagboliger har titlen ‘Tagboliger kan løse boligbehov – hvis kommunen gi’r lov’ og er forfattet af: Søren Dyck-Madsen, Det Økologiske Råd, Leif Rönby, Rönby.dk, Niels Jakubiak Andersen, Krydsrum Arkitekter, Jørgen Lange, Ekolab og Jeff Risom, Gehl Architects.
Leif Rønby har i mange år arbejdet for at få kommunen til at ændre sine retningslinjer, så det ikke er 1800-tallets byggetekniske formåen, der skal diktere nutidens tagboligformer. Derfor var han som udgangspunkt også positiv over for kommuneplanens nye toner, men har siden dens indførelse ikke oplevet nogen synderlig forskel i måden, kommunen sagsbehandler på, når udgangspunktet er eksisterende lokalplaner.
»Når nu kommunen har taget initiativ til at tænke anderledes i forhold til byens tagetager, så synes jeg også, at man burde lade det gælde der, hvor der foreligger ældre lokalplaner. De er måske udformet for 10-20-30 år siden med et helt andet formål for øje, end hvad den nye kommunalplan åbner for. Men nu står bestemmelserne om sadeltag og kviste sort på hvidt og kan tolkes så restriktivt, at selvom der ikke er et sadeltag i miles omkreds, så er det dét, der gælder, da det var standardformuleringen dengang,« siger han.
Højde og ikke etager
I den nye kommuneplan er formuleringen om etageantal i områder med boliger eller boliger og serviceerhverv taget ud og erstattet med reglerne for maksimal bygningshøjde. Rent praktisk betyder det en generel højdegrænse på 24 meter, da det er kiphøjden på de højeste bygninger i Københavns brokvarterer.
Afslutningsvist lyder formuleringen, at der vil blive ‘lagt vægt på, at den arkitektoniske udformning af den øverste etage tager udgangspunkt i det sædvanlige i området’. Det er en formulering som denne, Leif Rönby oplever som en blokering, to år efter ændringsforslagene første gang så dagens lys.
I igangværende tagboligprojekter har sagsgangen fra myndighedsside ikke ændret sig, så det er stadig tidligere tiders skrå tage og kviste, der er referencerne. For Leif Rönby handler det ikke kun om at undgå bestemmelser, der højst fører til mørke, trange og utidssvarende boliger.
Samfundsmæssigt potentiale
Byplanmæssigt mener han og de andre parter bag oplægget om tagboliger, at der også ligger et stort samfundsmæssigt potentiale gemt. Ved at bygge op – og ikke ud – ligger der et bæredygtigt potentiale i at genbruge den eksisterende infrastruktur. Potentialet strækker sig også ud over det rent byggetekniske:
»Energirenovering af etageejendomme kan bidrage til øget bæredygtighed ved forbedring af sociale, miljømæssige og økonomiske forhold. I sammenhæng med dette kan sundhed og komfort forbedres væsentligt, hvilket også har positive samfundsmæssige konsekvenser,« fortæller han.
Leif Rönby har fremlagt sine synspunkter på møder i kommunen, hvor konkrete byggesager var på bordet. Derfor forholder han sig kun til den praksis, han møder, og kender ikke den kommunalpolitiske indstilling til emnet. Ifølge ham er det paradoksalt, at man på et overordnet niveau prøver at åbne op, men så har et system, der længere nede i rækkerne lukker til.
Leif Rönby kommer selv med en mulig løsning på problemet:
»Man bør udforme en dispensationsvejledning, som både sagsbehandlere og rådgivere kender og kan forholde sig til, og som åbner for, at man kan lade sig inspirere af kommuneplanen frem for den gamle lokalplan.«
Kommunal undren
I Københavns Kommune kender man til kritikken. Allerede i forbindelse med indførelsen af den nye kommunalreform var de samme kritiske røster på banen.
Den fornyede kritik tager områdechef i Center for Byggeri, Poul Nielsen, med ro. Han pointerer, at det rent juridisk ikke er muligt at lave generelle dispensationer fra lokalplaner:
»Lokalplanerne er udarbejdet for specifikke kvarterer i byen og beskriver de rettigheder og regler, der gælder der. De er bl.a. sendt ud i offentlig høring, så man er nødt til stadig at foretage individuelle vurderinger fra sag til sag. En udvidet tagetage på et byggeri ét sted har ofte ikke samme indflydelse på naboejendomme, som et tilsvarende byggeri har i et andet kvarter.«
Leave a Reply