Politisk tovtrækkeri presser oprydning på Risøs atom-anlæg

Den politiske ballade om, hvad der skal ske med Danmarks radioaktive affald, får konsekvenser for nedrivningen af de nukleare anlæg på Risø, der vil levere langt hovedparten af atomaffaldet.

Et slutdepot skulle have været klar i 2012, men en afklaring har lange udsigter, og det begynder at presse den statsejede virksomhed Dansk Dekommissionering (DD), der har til opgave at rydde op efter 40 års dansk atomeventyr.

»Vi kan ikke afslutte dekommis­sioneringen af de nukleare anlæg endeligt, før der er fundet en løsning på, hvad vi skal gøre af affaldet. Det kræver, at der er et sted at håndtere og opbevare affaldet,« siger Ole Kastbjerg Nielsen, administrerende direktør i DD.

Mere komplekst end forventet

Siden et enigt folketing i 2002 satte gang i etableringen af et dansk slutdepot, er enigheden forduftet, og de seks udpegede kommuner ønsker hverken et slutdepot eller et mellemlager, der i efteråret er foreslået som en mulig midlertidig løsning. Den tredje mulige løsning, eksport, er urealistisk før om minimum 15-20 år, siger eksperter.

»For os er der ingen forskel på et mellemlager og et slutdepot. Vi ønsker ikke at have affaldet,« siger borgmester Niels Viggo Lynghøj (S) fra Struer, som er en af de udpegede kommuner.

Det politiske smøl betyder nu forsinkelser i nedrivningen af de to største og teknisk mest krævende projekter: forsøgsreaktoren, DR3, samt Behandlingsstationen, hvor DD håndterer alt atomaffald. Tidsplanen på vej mod den planlagte afvikling af DR3 i 2018 er allerede overskredet, og projektet med Behandlingsstationen kommer ikke på tegnebrættet, før der er en afklaring om deponering. Imens vokser affaldslagrene på Risø, der slet ikke er konstrueret til langtidsopbevaring af radioaktivt affald. Lagrene er allerede udvidet én gang og skal måske udvides igen.

»Det her viser med al tydelighed, at opgaven med det begrænsede danske affald er betydeligt mere kompleks og formentlig dyrere, end man har forestillet sig,« siger Tarjei Haaland, der er klima- og energi­politisk medarbejder i Greenpeace og følger affaldssagen tæt.

Svært at holde på personalet

Forsinkelserne betyder, at det kan blive svært at fastholde personale med kendskab til Risøs anlæg. Samtidig kan det true økonomien i projektet. Siden 2003 har dekommissioneringen årligt kostet 72 millioner kroner i gennemsnit i drifts- og projektudgifter, og 58 procent af den oprindelige bevilling på knap 1,4 milliarder 2013-kroner er brugt med de sværeste opgaver tilbage. Risø skal være et såkaldt green field – dvs. ryddet for anlæg og affald – i 2023, og selv om Ole Kastbjerg Nielsen er optimist i forhold til at holde den maksimale økonomiske ramme på godt 1,8 milliarder 2013-kroner, giver han ingen garantier.

»Driftsudgifterne vil falde med tiden, når projekterne bliver færdige, men det er klart, at på et tidspunkt vil en manglende beslutning om den langsigtede løsning få betydning for vores samlede udgifter,« siger Ole Kastbjerg Nielsen.

Lone Kornøv, professor ved Aalborg Universitet, fremhæver, at det er gået for stærkt med blandt andet udpegningen af de seks depotkommuner. Det giver nu problemer.

»Vi ved fra andre kontroversielle sager, at hvis ikke man får inddraget de relevante aktører som borgere og eksperter i tide, kan sagen trække ud med risiko for forsinkelser af projektet,« siger hun.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra den politisk ansvarlige, minister for forebyggelse og sundhed Astrid Krag (SF).